De sidste måneder:
Godt så. Hold nu fast. Der er nu gået 2 måneder siden sidste opdatering. Hold op, der er mange indtryk og oplevelser at skulle hive fat i, nu hvor min rejser lagger mod enden. Hvor skal man dog starte..?
Først og fremmest fløj jeg efter Alice Springs til Cairns, hvor jeg virkelig mærkede suset fra en ungdom jeg slet ikke fatter, på hostellet gilligans, hvor jeg blev inviteret til at vidne Jello fights og Miss wet t-shirt konkurrencer da jeg tjekkede ind. Tak, men nej tak.
Cairns var en smuk, men ud over det en lidt intetsigende by, og var ligesom mange andre australske byer nok mere et springpunkt for turister ud til de omkringliggende smukke naturområder som Daintree Rainforest og Great Barrier Reef. Jeg tog dog lidt længere nordpå, til Port Douglas hvor det om muligt var endnu fugtigere end i Cairns. Jeg begyndte faktisk at savne the Outback, det sted jeg havde fundet ud af at mine knæhaser kunne svede. I det mindste var varmen i Alice tør, hvor imod det i Queensland generelt føltes som om at man konstant pulsede på en røgmaskine, så tyk var luften.
Nå, sidespring. Ca. 15 minutter fra Port Douglas mødtes jeg så med en nyt helpx værstpar, først mødte jeg Dave og senere på ugen hans Kone Judy. De havde en meget idyllisk hverdag, hvor de fleste dage gik med at spise mango og bananer fra haven, og fange fisk på havet. David tog mig med ud på havet i sin fiskekutter op til flere gange, og det var lige fantastisk hver gang. Det er bare noget ved det blå ocean. Highlightet fra Queensland var dog klart at tage mit dykkercertifikat, en kæmpe og lidt skræmmende oplevelse, men nu er jeg altså certificeret dykker. At svæve 15 meter under overfladen kan bare ikke sammenlignes med noget.
Get Agger’s Aussie Artitorium’s stories in your inbox
Join Medium for free to get updates from this writer.
Men så kom solformørkelsen. Jeg mister pludseligt min mobil. I et tidsvindue på omkring ti minutter, hvor jeg i syv af dem sidder i en bil, taber jeg den et sted på min vej og jeg leder oppe og nede, ringer frem og tilbage. Pist væk. Fuck.
I sådanne situationer går det virkelig op for en, hvor lidt vores samfund nu til dags er bygget til at rejse uden en computer eller andet mobilt teknologi. Færre og færre internet cafeer og informationscentre, de findes dog stadig, og med den rette planlægning kunne man nok klare sig fint, men jeg fik trukket tæppet væk under mine fødder og havde allerede bestilt min busbillet med afrejse til Townsville allerede dagen efter jeg mistede min mobil..Shiiat.
HELDIGVIS kom jeg uden problemer til townsville, hvor de på mit hostel gudskelov havde en computer jeg kunne bruge til at ordne mine sager. For hvad filan gjorde jeg nu. Tingene ordnede sig dog, men det gik hurtigt op for mig at jeg blev nødt til at skaffe mig en reservemobil indtil min egen forhåbentlig dukkede op (spoiler: den er stadig ikke dukket op).
Efter Queensland og bomben der faldt derefter, gik livet dog sin stille gang og jeg tog mig noget tid til bare at slappe af og nyde den australske smukke østkyst. Jeg snorklede og lærte og surfe op til jul, og sad på stranden juleaftensdag. Helt syret. Nytåret blev spendret i Brisbane i klassisk Gertrud stil, heeelt nede i gear, vandfarver, ice coffee. Så fik turen ellers til Sydney, for man skal da fejre sin fødselsdag i Sydney, og det gjorde jeg skam også. Med pagne endda. 21 somre år gamle Gertrud havde nu efter østkysten manglet storbylivet og kulturen en del. Så jeg sugede som en svamp de næste uger, sikke en dejlig, skør og mangfoldig by. Men varmen. Min indre viking skreg på at få muligheden for at træde udenfor uden at høre min hud svide, eller mærke ens animalske nedkølings system fuldkommen give op og sige “den her klarer du selv, mutter”. I kan takke 7-elevens billige slush-ices for jeg at stadig er i live.
Sikke en tur, Sikke et liv. Nu glæder jeg mig bare sindsygt meget til at komme hjem og se om tingende føles anderledes. Selvom det kun var ca. 3 måneder kan jeg slet ikke sætte mig ind i hvem Gertrud lige da hun ankom og hvem hun er nu. Er hun så anderledes? Er hun overhovedet blevet klogere? Nok ikke. Men jeg har sgu fået en på opleveren som jeg kan leve højt på i laaang tid. Jeg er måske et vanedyr. Adios, mi amour Australia. Vi ses om lidt Danmark!
