Nemme og Svære Beslutninger
Jeg tænker på fremtid og drømmer.
Jeg har sat mit hus til salg. Det var både en nem og en svær beslutning.
Nemt, fordi jeg i længden ikke har råd til at blive boende, med mindre der sker en eksplosion i antallet af læsere, der vælger at støtte mit arbejde som forfatter eller at jeg kaster mig ud i at passe et ekstra job ved siden af mit nuværende arbejde.
Jeg har som de fleste andre lån i kreditforeningen, som skal betales og det i en del år endnu. Med et lån, der bliver rentetilpasset, ja, så er jeg lige om lidt pludselig i den situation, at min rente stiger. Det er jo desværre temmelig afhængig af hvordan situationen står ude i verden og specielt med blik på Trump og USA, ja, så er der usikkerhed. Jeg bliver dog lidt glad, fordi der lige nu er tale om at renten sættes lidt ned; det vil forhåbentlig redde min r.. lidt.
Svær, fordi jeg på denne måde skal afslutte et langt liv som gift og partner, hvor vi elskede vores hus her på landet. Der er den skønneste udsigt over marker. Ingen naboer der klager over at min hæk ikke er klippet lige eller fortov der skal ryddes inden et bestemt tidspunkt, hvis det sner.
Get Henrik Hageland’s stories in your inbox
Join Medium for free to get updates from this writer.
Men min mand døde sidste år. Det er lidt mere end et halvt år siden, og det gør det også svært for mig, idet jeg jo skal træffe beslutningerne alene. Jeg har ikke længere min støtte og diskussionspartner, som ser tingene på en anden måde end jeg selv.
Når huset forhåbentlig er blevet solgt, så bliver det også svært at skulle pakke alt ned og lukke og slukke. Men jeg er nødt til det.
Jeg skal også finde et andet sted at bo, træffe beslutning om jeg skal bo til leje i en lejlighed eller lille hus, eller om jeg skal købe et sted, der passer til min økonomi og mine drømme.
Lige nu er jeg nok mest til det sidste. Endnu har jeg et håb om, at jeg får tilstrækkelig penge i hånden ved salget til, at jeg kan gå hen og købe mit blivende sted for kontante kroner. Tænk, aldrig igen at skulle betale et afdrag til en kreditforening. Det ville jo nok også være eneste mulighed, når man tager i betragtning, at jeg er over 60 og dermed ikke længere en attraktiv kunde for en kreditforening.
Min drøm er, at jeg finder et hus rimelig tæt på havet, så jeg som fremtidig pensionist kan gå ned på stranden med hunden i snor (nå ja, det vil jeg også gerne gøre inden jeg bliver pensionist, for hunden har jeg jo!) og føle elementernes rusk. Min partners aske blev strøet ud over havet, så jeg føler mig forbundet med ham, når jeg går ved de skvulpende bølger.
Jeg bliver nødt til at være egoist. Hvem ellers skulle jeg tage hensyn. Jeg sørger på min måde, og er ikke paralyseret af savnet. Jeg vil fremad i livet men med minderne som min bagage, ikke som dødvægt. Jeg vil have min base, mit sted, som jeg kan dele med venner og måske en ny partner. Måske bliver det en overgangsløsning, måske skal der senere lægges helt andre planer, men først og fremmest må jeg tage hensyn til et menneske, nemlig mig selv. Finde mit helt eget fodfæste og leve livet ud fra det.
Jeg drømmer planer for mit fremtidige liv. Jeg håber, at der kommer en løsning. Snart. For mine valg er jo truffet.
Originally published at https://detdanskehjoerne.substack.com.
