OFF SIDE
I stuens gamle hjørnesofa sidder han — hendes mand. Han ser fodbold, gardinerne er trukket for. Det er sen eftermiddag, og solens lave stråler sender lyset ind, der hvor de to gardiner støder sammen. Hun står i køkkenet og hakker grøntsager, som sædvanlig med ondt over lænden. Hun har tit ønsket sig et højere køkkenbord, men der er hverken penge eller evner til den slags i familien. I skjul tørrer hun øjne og næse. Kikker ud på børnene i haven og rammes af lige dele kærlighed og dårlig samvittighed.
Deres søn er lige blevet syv år, han graver koncentreret i sandkassen, som hun selv har lavet af gamle jernbanesveller. Han er helt opslugt. Har gravet lange kanaler, bygget bakker og bjerge. Lige nu er han ved at fylde vand i sit fint byggede system. Hans lillesøster på fire gynger, så æbletræets grene svinger med. Lige nu lader de hinanden i fred.
Ind imellem går hun i stå, kaster et blik ind i stuen.
han ser så godt ud i profil
farverne
tøjet der sidder
musklerne
hænderne
hårene på brystet
alvoren
føler mig udenfor
bare jeg kunne lægge mig hos ham
smerte
bliver i køkkenet
han er smerte
aldrig nær
aldrig
Hun tørrer næsen og snøfter. Han hoster og tænder endnu en cigaret. Røgen bølger i sollyset.
engang
fik jeg løftet en flig
han så
mig
nu
en kiste
på låget ligger syvogtyve sten
Det er altid hende, der laver mad — som nu. Børnene leger så godt i haven. Hun ser dem gennem køkkenvinduet, der er for snavset ligesom gulvet. Den store i sandkassen. Forgæves forsøger han at fylde vand i alle kanalerne, så de små både kan sejle, men det siver bare ned gennem sandet. Den lille gynger, som hun altid gør. Det virker, som om barnet ikke kan få nok af at kikke op i kronen, hvor alle æbleblomsterne lige nu blomstrer i tusindtal.
Hele haven dufter.
Foråret er her, og hun vil så gerne glæde sig.
Hun hakker sine mange grøntsager og føler sig nok også et kort øjeblik som moderen, der vil sin familie det godt.
I hovedet er den evige stemme, som fra en kommentator i et program for gode mødre:
”Her ser I Signe. I dag, tænker hun over, hvordan hun bedst kan få sine børn til at spise sundt.”
Hun ser ned på alle de små skåle i glade farver, hun har stillet op med rå grøntsager: gulerod, selleri, agurker, tomater, peber. Flot ser det ud.
Alligevel er der tomt inde i hende, nærmest hult. Hvis nogle rørte ved hende, er hun sikker på, de ville kunne høre det. Men ingen rør hende. Hun ville også bare græde. Skallen udenom ingenting er tynd.
Fra stuen kommer lyden af fodbold. En speakerstemme, der nærmest går gennem lydmuren, piften og råben. Hun hader den lyd. Den kan få hende til at blive i køkkenet i timevis eller ligge i børnenes senge længe efter, de er faldet i søvn.
Hun ser igen ind på ham. Han er koncentreret i sin egen tv-verden, som om det er noget helt særligt og vigtigt, der foregår derinde. Noget han under ingen omstændigheder må forstyrres i.
Hun får lyst til at råbe: Så dæk dog bord, men ved godt, at det vil gøre alt meget værre.
- Jeg har hovedpine, har han sagt.
Hun ved, der ikke bliver kontakt.
Han skal få fred.
Hun tænker:
for altid
og mærker i ét nu hulrummets raseri som en slange, der rejser sig fra underlivet og helt ud gennem halsen.
Get Lisbeth Bruus’s stories in your inbox
Join Medium for free to get updates from this writer.
Hun får prikker for øjnene. Som lyn kommer billeder af deres nætter.
De ligger ved siden af hinanden. Alene.
Han læser. Hun kan ikke sove. Vender og drejer sig.
- Slukker du ikke snart?
- Du kan da gå ind til børnene, find dig et andet sted, siger han. — Jeg kan ikke sove uden at læse. Hun bliver. Håber hver dag. Ligger bare sammen med smerten og hans bortvendte ryg.
Han ligger altid på højre side, holder hovedet med den ene hånd og bogen med den anden. Nogle gange lægger hun sig ind til ham, holder om ham. Forsøger sig med små kærlige lyde.
- Det er alt for varmt, siger han. Ordene brænder. Skyndsomt lægger hun sig over til sig selv. Græder uden lyd, lader tårerne trille i en strøm ned på puden.
Han opdager det aldrig.
Siger i hvert fald ikke noget.
Sådan har det været længe.
Mens hun står ved køkkenbordet, får hun øje på sit ansigt i vinduet. Sløret selvfølgelig, men ikke desto mindre et klart billede af en kvinde, hvor ansigtet hænger, munden ligner en nedadgående streg og håret sjasker.
Fyrre år og lidt for fed med korte ben.
Pludselig forestiller hun sig hans blik på hende inde fra den blå sofa.
Den evige kommentator siger: ”Signe spiser alt for meget. ”
Hun skubber døren til køkkenet i med et spark, der giver genlyd.
Der er ingen reaktion.
Hun har bestemt sig for, at han selv må koge sine pølser eller tage ud i byen og købe en burger, hvis han vil have noget at spise. Hun laver sund mad. Han må spise eller lade være. Basta.
Han skal nok få fred
for hende.
Solen skinner stadig, og der er lune i forårsluften. Hun vil lave picnic med børnene under træet. Hun stabler alle skålene op på en bakke. Det hele kan ikke være der, så hun bliver nødt til at gå to gange. Det betyder, at hun ikke bare kan smutte ubemærket ud i haven. Et eller andet om maden må hun sige til ham.
Skal hun spørge, om han vil med? Hun orker ikke, hvis han sagde ja. Så vil han bare sidde på en stol og være tvær, mens hun skal prøve at få børnene til at føle, at de har det godt nede på tæppet under træet. At få alle til at have det godt.
Hun kan ikke.
Lyden fra tv’et har givet hende en kugle i maven, der er lige ved at springe.
- Børnene og jeg spiser i haven, råber hun hen mod fjernsynet og skynder sig ud.
De bliver glade, da de ser hende med bakken, og drengen løber straks ind i skuret for at hente tæppet.
- Skal far ikke have mad? spørger den lille.
- Han har hovedpine, siger den store, som allerede har forstået, hvordan verden hænger sammen.
Lidt efter hører de bilen starte ude i carporten.
- Hvor skal far hen, spørger den lille og kikker op fra sine skåle.
- Han kører nok bare en lille tur, siger hun og smiler.
- Jeg tror, han henter burgere, siger den store. Hvorfor må vi ikke få burgere?
- Jeg vil også have en burger. Den lille stikker i et hyl.
- Far er bare ude og køre en tur, siger hun og prøver at se overbevisende ud.
Kulden fra jorden under hende trænger gennem tæpperne.
Den lille sparker til alle skålene. Grøntsagerne flyver ud på græsset. Drengen farer frem mod hende, niver hende i armen og ligner djævelen selv, da han råber: Du skal ikke sparke mig.
Pigen græder endnu højere.
Et øjeblik har hun lyst til at slå eller løbe sin vej. Kommentatoren er straks på plads:
”Her ser I Signe, hun kan ikke styre sine børn. Hun kan heller ikke styre sig selv ! ”
Hun er ved at græde, men tager sig i det, samler mad og tæpper sammen og siger med sin mest rolige stemme, at nu er det tid til at gå ind.
- Kommer far hjem igen ? spørger datteren.
Kommentatoren svarer: ”Signes mand har en anden, men Signe kan ikke få øjnene op.”
Moren siger: Selvfølgelig min skat.
- Hvorfor ser du så mærkelig ud, spørger drengen.
- Jeg har bare sådan en hovedpine, svarer hun og klapper ham på kinden.
