Kunstværket Berlin
Fra et utal af lysende skilte på Kurfürstendamm til en lille skobutik i Kreuzberg. Fra overvældende Alexanderplatz, fyldt med butikker og kaffebarer, til en gammel skurvogn som nu sælger currywurst. Fra turistede Checkpoint Charlie til gruopvækkende Sachsenhausen. Fra utallige turistbusser, som lokker med by-rundfart til den berlinske U-Bahn med sine gule tog og hyppige afgange. Berlin har noget til enhver smag. Mode, historie og god mad er de tre ting, som jeg personligt vurderer en by ud fra. Berlin opfylder alle tre på smukkeste vis.
Enhver rejse har en begyndelse, en midte og en slutning. Min begyndelse, foregik på en parkeringsplads lidt uden for Aarhus. Begyndelsen af min rejse varede knap 9 timer, på den tyske Autobahn. En stille og forsigtig begyndelse, man fristes næsten til at sige; stilhed før stormen.
Begyndelsens slutning blev markeret med bjørnen langs motorvejen mod Berlin. Folk var vågnet op, stilheden var forbi og destinationen var endelig nået. Efter kort indtjekning på hotellet, var vi på farten. Søvn havde ingen fået meget af, men til alles held er der næppe byer ligeså opkvikkende som Berlin. Rejsens midte begyndte nu.
Vi slentrede rundt mellem gaderne. Selvom byen på mange måder er blevet til en international storby med moderne bygninger, kunne man på mange bygninger ane den enten sovjetiske eller nazistiske arkitektur. På vores tur rundede vi flere historiske steder; rigsdagsbygningen med sin glaskuppel på taget, det lettere uforståelige, dog smukke holocaust monument, en parkeringsplads ved et boligkompleks, som efter sigende skulle ligge ovenpå, den nu ødelagte, führer-bunkeren. Oplevelserne var mange, nysgerrigheden blev fodret, benene blev ømme.
Selvom dags-billetten til undergrunden var købt, blev denne langt fra udnyttet til fulde. Men hvad gør det i en denne by? Selvom benene efterhånden var ømme, og trætheden begyndte at brede sig i folks kroppe, var brokken minimal. En by som Berlin er så storslået og overvældende, at man simpelthen ikke har tid til at tænke på sine ben. Der er ikke plads til andet en fornøjelse og forundring.
Da eftermiddag så småt var blevet til aften og indtrykstanken fyldt op, begav vi os mod vores hotel blot små tusind meter fra Kurfürstendamm. Folk gik til deres værelser, jeg til mit. Planlægningen for aftenen var allerede på vej tilbage begyndt. Første punkt: Aftensmad. Problemet var ikke at finde et godt sted at spise, problemet var at vælge mellem de mange gode. Jeg endte selv med den velkendte currywurst mit pommes nærmest svøbt i en god omgang karryketchup.
Over aftensmaden kunne man konstant fornemme det tyske sprog i baggrunden. Selvom sproget langt fra lyder godt, må man beundre dets simplicitet. Måden at sammensætte ord, på så logisk vis, det er da beundringsværdigt. Selvom jeg langt fra kan snakke sproget, får man hurtigt lært visse ord. Det karakteristiske tschüs, og det simple danke og naturligvis hallo blev hurtigt lært, og man følte sig mere og mere som ”en-af-dem”.
Efter aftensmad rundede vi hotellet. Folk var trætte, skulle man gå i seng? Svaret var åbenlyst; nej, for hvem kan sove i Berlin? Derfor begav vi os ud i det tidlige natteliv. Folk delte sig i grupper, min gruppe og jeg endte på en café. Energien var ikke til det helt store, men så alligevel, vi var jo i Berlin. Aftenen endte ved halv to-tiden. Jeg lagde mig under dynen, mæt af både indtryk og currywurst.
Berlin har mange lag. Faktisk så mange, at man aldrig kommer ind til midten. Der gemmer sig altid et nyt. Torsdag blev brugt på det kunstneriske lag.
Den tyske ekspressionismes fader, Ernst Ludwig Kirchner, er en af de mest kendte tyske malere. Han har malet flere fantastiske malerier, og blandet med historierne om kunsternes næsten umulige vilkår under det nationalsocialistiske styre, er det i sandhed en oplevelse at se malerierne i virkeligheden.
Hvis man skal tage fat på et konkret Kirchner maleri, er min personlige favorit Potsdamer Platz. Billedet forestiller to kvinder stående på en form for ø omgivet af en nærmest sygelig grøn farve. Bag de to kvinder ses bygninger og fortov, og på fortovet går flere identiske mænd rundt, alle klædt helt i sort, både bukser, jakke og hat. I baggrunden er også identiske kvinder, de er klædt i lyserødt.
Kvinderne i forgrunden har begge en identitet. Kvinden i sort, er med stor sandsynlighed enke. Enker var typisk iført sort når deres ægtemænd gik port. Hendes hat, med tremmer ned omkring hovedet, kan man også forbinde med en urørlighed. Hun er i sorg, og hun lukker sig inde i sig selv. Kvinden til højre er klædt i blå kjole. Hun er på vej ud fa billedet og hendes positur minder næsten om en model på catwalk. Man kan ikke komme uden om, at hun minder meget om en prostitueret. Hun har et tomt blik, som vidner om, at hun ikke prøver at sælge sig selv som menneske, men som produkt eller ydelse. Hendes påklædning er farverig og opmærksomhedsvækkende og hendes tynde krop, som alligevel rummer former, gør hende til en kvinde som mange mænd ville bryde sig om.
Ekspressionismen kommer til udtryk i det særdeles skæve perspektiv. Billedet minder om et motiv, der er bygninger og mennesker, og Potsdamer Platz er jo en reel lokation. Alligevel føler man at billedet må være opdigtet og en fortolkning af virkeligheden. Ingen mennesker snakker eller ser på hinanden, og især den grønne farve der dominerer billedet kan være tegn på en menneskelig forurening. Penselstrøgenes tydelighed vidner også om, at Kirchners intention aldrig har været et realistisk billede, men en fortolkning som blot tager udgangspunkt i virkeligheden.
Get Sigurd Per Kilden’s stories in your inbox
Join Medium for free to get updates from this writer.
Billedet er betagende. Farverne er smukke og de lodrette linjer og mærkværdige perspektiv er med til at gøre billedet interessant. Billedet størrelse, 200 cm x 150 cm, gør det blot endnu mere betagende og kvinderne i forgrunden er næsten 1:1 menneskelig størrelse, og derfor ser man dem som mere virkelige.
Det mest passende ord om både Hamburger Bahnhofs Kirchner udstilling er sjov. Kunst skal være sjovt, hvad skulle ellers være pointen i at lave det, og se på det? Det er sjovt at vandre rundt mellem malerierne og opdage den detalje, man ikke kunne se på det fotografi man fandt på Wikipedia. Det er sjovt at forestille sig, hvem folk på malerierne var. Et maleri fortæller en forskellig historie for hver person der kigger på det. Der er hverken grænser eller regler.
Berlin er et kunstværk. Kunstværker, skal grundlæggende have to ting. Det skal være flot at se på og det skal fortælle en god historie. Dette gør Berlin. En så smuk by, med så mange historier om mennesker på godt og ondt. En by der om nogen, har overlevet en kamp. En by som altid er på forkant. Kunstværket Berlin.
Efter en god dosis kunstnerisk kultur, var det så småt blevet aften. Mørket havde omfavnet Berlin og vi var klar til at indtage natten. Vi vidste at fredag ville blive en lang dag, så vi tog det så stille og roligt, som man nu kan gøre i Berlin. Det blev til en burger i det altid fantastiske Kreuzberg. En klassisk cheeseburger, tilsat den berlinske stemning, hvad mere kan man bede om? Vi fortsatte aftenen på en bar, fik et par øl, så hjem i seng. Endnu engang ind under dynen, endnu engang mæt på både mad og indtryk, endnu engang en god nats søvn.
Fredag var rejsens mest begivenhedsrige og travleste dag. Vi oplevede blandt andet, majestætiske Brandenburger Tor med sin travle gade og fantastiske fortællinger, den skræmmende koncentrationslejr Sachsenhausen, fyldt med grusomme historier og det utrolige Olympiastadion, med sin tidløse nazistiske arkitektur.
Specielt Olympiastadion gjorde indtryk. Bygningen siges at være designet af Hitler selv, og var olympisk stadion under olympiaden i 1938. Et stadion som for under 80 år siden, var klistret ind i hagekors og sieg heil-hilsner. Stadionet står den dag i dag, dog moderniseret med nyt tag og tribune. Der er noget smukt i, at man stadig bruger stadionet. Et så historisk stykke arkitektur, designet af en af de mest grusomme mænd i historien. Det er nærmest en hån mod Hitler, at hans arbejde, udnyttes til en så mangfoldig sport som fodbold. Stadionet er ikke længere plastret med hagekors, men i stedet viser bandereklamerne ord som ”no to racism” og ”respect”.
Olympiastadion ligger blandt grønne og frodige områder, og skaber en klar konkrast til det golde bygningsmateriale. Arkitekturen er det man kalder monumental klassicisme, som betyder at man genbruger ideer og byggestil fra fortiden. Man har blandt andet ladet sig inspirere af Colosseum i Rom, som med sine hvælvinger og buer er stærk rent bygningsmæssigt, men kunstnerisk let. Denne monumentale klassicisme er også en af grundene til at Olympiastadion er så tidløst. Den er ikke bygget ud fra tidens trends, og derfor går arkitekturen ikke ”af mode”. Jeg er sikker på, at man om 100 år vil kigge på Olympiastadion, og nyde synet ligeså meget som jeg gør i dag. Symmetrien er endnu en betagende ting på Olympiastadion. Søjlerne der står snorlige og den ensartede farve, er med til at give det bombastiske og rå udtryk. Olympiastadion er et betagende stykke arkitektur med en grusom historie, og det er uden tvivl et af de smukkeste stadions i verden
Lokaliteterne som vi besøgte rundt omkring i Berlin er ikke længere lokaliteter, men steder. Et vigtigt trin, i at gå fra lokalitet til sted, er at mennesker er trådt ind i lokaliteten. Disse mennesker, skal så have dannet en form for historie, eller fortælling. Berlin er et pragteksemplar på omdannelsen fra lokalitet til sted. En tidligere lokalitet på en lille mark uden for Berlin, er nu stedet Olympiastadion. En tidligere lokalitet midt i et parcelhuskvarter lidt længere uden for Berlin, er nu stedet Sachsenhausen. En tidligere lokalitet midt i en sump er nu stedet og byen Berlin.
Efter at have set Berlins steder, skulle vi finde noget at spise. Maden havde indtil videre ikke skuffet, fredag var ingen undtagelse. Vi fik traditionel italiensk stenovnspizza, opkaldt efter legendariske italienske fodboldspillere. Efter maden skulle vi endelig ud og udforske det berlinske natteliv. Kreuzberg var stedet. Vi endte på klubben Matrix, under jernbanen tæt ved stationen. Klubben repræsenterede Berlin på en ganske god måde. Vi mødte naturligvis tyskere, men også schweizere, østrigere og franskmænd. Selvom de fleste troede vi kom fra Sverige eller Norge, var det alligevel en god oplevelse. Da natten var ved at rinde ud, tog vi en taxa tilbage til vores hotel. Vi rundede naturligvis lige MacDonalds til den obligatoriske på-vej-hjem-fra-byen-cheeseburger, som også var god i Berlin. Efter endnu en begivenhedsrig dag, med både utrolige, grusomme og sjove steder, kunne man alligevel godt sove i Berlin.
Lørdag var der hjemrejse, heldigvis først klokken 14. Rejsens midte var dermed ikke helt slut endnu. Jeg valgte selv en tur alene rundt i Berlins gader. Flere vil måske sætte spørgsmålstegn ved denne måde at opleve en by, men nogen gange er det bedst når man går i sine egne tanker og kan suge de nye indtryk til sig helt uden afbrydelser. På min tur rundt i byen rundede jeg både Mitte og Kreuzberg, og fik set Berlins specielle tøjbutikker, heriblandt Overkill, No74 Berlin og Solebox, som naturligvis er domineret af Adidas sko og tøj. Jeg endte med at være så opslugt af Berlin at jeg nær var kommet for sent til bussen, og selvom jeg ikke ville klage over et par ekstra dage i byen, måtte jeg nok erkende at det var for spontant.
Rejsens midte var nu ved vejs ende, ligesom midtens start, blev midtens slutning og samtidig slutningens start markeret med bjørnen langs motorvejen. Vi havde forladt Berlin, foran os lå 9 timers hjemrejse, før vi igen kunne stå på parkeringspladsen hvor det hele startede.
