<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><rss xmlns:dc="http://purl.org/dc/elements/1.1/" xmlns:content="http://purl.org/rss/1.0/modules/content/" xmlns:atom="http://www.w3.org/2005/Atom" version="2.0" xmlns:cc="http://cyber.law.harvard.edu/rss/creativeCommonsRssModule.html">
    <channel>
        <title><![CDATA[Stories by Jens Philip Yazdani on Medium]]></title>
        <description><![CDATA[Stories by Jens Philip Yazdani on Medium]]></description>
        <link>https://medium.com/@JPYazdani?source=rss-193cbf17a396------2</link>
        <image>
            <url>https://cdn-images-1.medium.com/fit/c/150/150/0*P33DqxRUMrLhC9U7.jpg</url>
            <title>Stories by Jens Philip Yazdani on Medium</title>
            <link>https://medium.com/@JPYazdani?source=rss-193cbf17a396------2</link>
        </image>
        <generator>Medium</generator>
        <lastBuildDate>Wed, 18 Nov 2026 05:13:13 GMT</lastBuildDate>
        <atom:link href="https://medium.com/@JPYazdani/feed" rel="self" type="application/rss+xml"/>
        <webMaster><![CDATA[yourfriends@medium.com]]></webMaster>
        <atom:link href="http://medium.superfeedr.com/" rel="hub"/>
        <item>
            <title><![CDATA[Hyldest af herskerattituden, eller blotlæggelse af dens modstykke: tabermentaliteten]]></title>
            <link>https://medium.com/@JPYazdani/hyldest-af-herskerattituden-eller-blotl%C3%A6ggelse-af-dens-modstykke-tabermentaliteten-e866f583609f?source=rss-193cbf17a396------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/e866f583609f</guid>
            <dc:creator><![CDATA[Jens Philip Yazdani]]></dc:creator>
            <pubDate>Wed, 28 Feb 2024 10:28:06 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2024-02-28T10:38:01.036Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<p>Frederik Vad har været på korstog, og at et korstog selvfølgelig har med racisme at gøre, er så banalt, at det end ikke værd at bruge tid på at stadfæste med blæk, men hvad dette korstog nærmere bestemt kæmper <em>for</em> i dets negativt-definerede kamp <em>imod</em> *HERSKERATTITUDEN* er dog værd at undersøge, også med en lille tekst. Deraf det følgende:</p><p>1. afsnit : Indbakken som underjeg, dansken som underdanig.</p><p>Udover alle anklagerne, fra grovere (vold) til mildere (badebukser i saunaen) mod brune mennesker fra hvide mennesker, der selvfølgelig er den store fællesnævner, har jeg fundet en anden tendens i de af Vad delte eksempler fra under-jeget, også kaldet ’indbakken’. Afmagten, eller: <em>impotensen</em>.</p><p>Således står der: 1) “at man ikke kan sige fra overfor den” (kulturen), 2) om “lærere, der ikke tør undervise […], og danske elever, det ikke tør ytre sig”, 3) “Ingen henstiller til ungersvendene, at de pænt skal…” (underforstået, eller rettere fortrængt: heller ikke afsenderen selv), 4) “Ingen kolleger har lyst til at sige noget“ (om brune, der spiser frokost sammen) , 5) “Man tør ikke kikke dem i øjnene [!] eller sige noget” (her om en, der møder en araber på fortovet og må gå lidt til siden), og 6) “Han ville ikke ringe til politi eller ambulance” (selv fall-back løsningen om at tilkalde den racistiske ordensmagt ses ikke som en mulighed), eller opsummerende 7): ”Vi trækker os altid”.</p><p>Hvad vidner denne gennemgående frygt for, eller afmagt til, at <em>sige fra</em> in situ om? Hvad er den et symptom på? Det, hævder jeg, der er modstykket til herskerattituden: taberattituden. Den danske underdanighed. Slavementaliteten. For selvom Vad og co., opererer med en implicit præmis om, at modstykket til herskeren er den lovlydige, stilfærdige dansker, vidner deres relativt systematisk, aldeles symptomatiske — og eksplicitte — benævnelsen eller påpegning af deres egen afmagt, om noget andet: at de <em>selv</em> ønsker at være hersker, at bemægtige sig situationen, men at de ikke magter det.</p><p>Det er også sådan, vi skal forstå forskydningen til indbakken, der er offentlig, væk fra det nære, og magtfuld, med @ft.dk som adresse: som en forskydning af magtkampen til en arena, hvor de har mulighed for at vinde den — <em>den nationalt politiske</em>. Kan man ikke stille noget op overfor en anden, konkret, så kan man altid vinde bagefter, bagom, ovenfra og ned.</p><p>Det er faktisk præcis det, som Nietzsche tænker i <em>Moralens genealogi</em>: at ressentimentets-viljen <em>også</em> er en magtvilje, bare forskudt. De jødisk-kristne, her Vad og de andre danskere, har brug for en ny bevidsthed, mere opløftet, mere abstrakt, <em>for at</em> vinde den konkrete kamp, de umiddelbart har tabt. Det er ikke os, der er de svage; det er os, de svage, der er de stærke, og de stærke, der er de svage. Og nu skal de andre brænde, her ikke hinsides i helvede, men ’bare’ (dog lidt mere farefuldt for en, der bekender sig til timeligheden) i et udrejsecenter, hinsides nationalstaten og dens hyggelige fællesskab. Ressentimentsmoralen og -viljen, eller taberattituden, vil <em>også</em> <em>selv</em> være hersker, blot med andre metoder, mere forfinede, ikke så direkte, ikke i vaskekælderen eller på fortovet, men så da i Folketinget, åh ja, den store, national sal, hvor intet er over, intet ved siden af, men alt under(danigt).</p><p>2. afsnit: myndiggørelsens umyndiggørelse, eller: klodshans er perker</p><p>Interessant kommer dette korstog fra samme mand, der tidligere har slået til lyd for myndiggørelsen af ungdommen. Det skulle være slut med at pive, ryggen skulle rankes og ungdommen være myndig. Man kunne spørge, hvori myndiggørelsen består i at sende sine hverdagsproblemer i anonymiseret form til et Folketingsmedlem, men det ville være for nemt: mere interessant er det, hvordan myndiggørelsen netop tager form som det modsatte: umyndiggørelse. Vad har brug for de umyndige <em>for at </em>kunne myndiggøre dem; han har brug for taberen for selv at blive hersker. Hvis han ikke har nogle herskere at jagte, via hans undersåtter som impotente proxier, hvordan skulle han så selv kunne blive hersker?</p><p>Det er dette, der er indeholdt i den socialdemokratiske myndiggørelse: Far skal være så stærk, at du ikke selv behøver blive voksen. Staten, velfærdsstaten, Socialdemokratiet, partiet, skal nok redde dig, så du kan vaske tøj i fred. Men det er et statsanliggende, for gud skyld ikke dit eget. Også derfor var en af de ti punkter for en ’myndig fremtid’, at flere unge skulle i job, fritidsjob. De skulle lære så tidligt som muligt, så konsekvent som muligt, at de ikke selv bestemmer, men skal adlyde chefen: og har de problemer, så må de melde sig ind i en socialdemokratisk fagforening, der så kan kæmpe kampen for dem. Den socialdemokratiske logik er bygget op over en forskydning; fra arbejdspladsen til fagforeningen, fra dagligdagen til partiet, fra det umægtige, taberagtige, til det mægtige, herskende.</p><p>Det er også derfor, at det er indvandrerne, de brune muslimer, araberen særskilt, der er skydeskiven: de finder sig sgu ikke i den umyndiggørelse, men vil hellere selv tage skeen i <em>egen</em> hånd. Som <em>danskeren-gone-perker</em> Gili rapper: “de unge drenge har en plan nu / har de ikk’, hvad de skal bruge / så er det på med elefanthue”. Dette er det utilstedelige: at de unge <em>selv</em> har en plan, at de unge <em>selv</em> tager, hvad de skal bruge. Vent forhelvede på bademesteren, råber Socialdemokraten, inden du hælder vand på saunaen! Her må ikke guses uden tilladelse! Det var også derfor, at Yahya Hassan kom i karambolage med det politiske system — og aldrig selv fik en politisk karriere: projektet var netop antipolitisk, at <em>selv</em> løse problemet og <em>ikke</em> bede andre om det. Noget mere udansk findes der næppe, kunne man hævde. Men det ville også være for nemt.</p><p>Perken, med sin perkerattitude, lad os nu bare kalde det ved rette navn og ikke bruge mærkværdige eufemismer, er nemlig ikke uden danskt fortilfælde: man kunne pege på den proletariske stolthed, som den for eksempel kommer til udtryk i Christian Christensens erindringer, hvor sædelighedspolitiet blev smidt i åen, hvis de prøvede at smide en sexarbejder på gaden, eller kvarteret satte sig imod, til nødværge, mod andre uhyrligheder fra ordensmagten. Det er i øvrigt præcis omkring Blågårdspladsen, hvor Vad sikkert ville synes, at herskerattituden stadig trives i lidt for godt et velgående. Man kunne sikkert også nævne Pelle Erobreren, men den har jeg desværre ikke fået læst den endnu. Mon Vad har det?</p><p>Derfor går jeg en anden retning: endnu en parallel er der fra perkeren til bonden, den gæve jyde, der <em>selv</em> opdyrker heden, der <em>selv </em>skaffer sig sin føde, og som <em>selv </em>organisere sin produktion. Alt sammen utilstedeligt for gode socialdemokrater, der intet afskyer mere end selvstændig, autonom, virksomhed; selvorganiseret og -udviklet kampklar modstand. Socialdemokratiet er en fusion af kampen mod anarkismen, bonden og perkeren: ud og væk med alle, der ikke adlyder Far, men selv løser deres problemer. Det er det Socialdemokratisk fortrængte. Og som det altid går med det fortrængte, er det det, der vælder op i det perfekte billede: den offentlige indbakke, det blottede underjeg.</p><p>Freud skriver, at et enhver drøm er opfyldelsen af et uerkendt ønske, der er forvrænget i det underbevidste. Hvad er Frederik Vads korstog om ikke drømmen om opfyldelsen af det uerkendte ønske i forvrængte former? Ønsket er naturligvis selv at herske, men det kan ikke siges højt, kan måske end ikke erkendes; derfor er det forvrænget, som en <em>modstand</em> mod dem, der gør det, man selv ville ønske, man kunne, men som man i stedet <em>forbyder. </em>Opfyldelsen er åbenlyst, at i selve offentliggørelsen vendes (forsøgsvist) forholdet om, og de mægtige bliver de afmægtige, den svage den stærke. Nu er det herskeren, der bliver behersket, igennem en abstrakt offentlighed, der har (d)en politisk(e) magt bag sig.</p><p>Det er altså dette, der er på spil i taberen Vads korstog: et sidste, desperat og krampagtigt, forsøg på at uddrive den store dæmon; den, der nægter at indordne sig Faderen, Partiet, Staten, og i stedet selv sørger for, at vedkommendes ønsker — faktisk — går i opfyldelse. Det er også derfor, vi naturligvis må forkaste det. Og i stedet insistere på en faktisk myndiggørelse, hvor vi lærer hinanden <em>at </em>sige fra, <em>at </em>sige til, <em>at</em> skabe de situationer, vi ønsker, <em>i </em>situationen. Her kan Danmark bruge herskerattituden. For hér har vi måske et vaskeægte problem. Hvor mange intervenerer ikke, når de ser andre udsættes for noget? Hvor mange intervenerer end ikke selv, når de selv udsættes for noget? Hvor mange finder sig i alt for meget? Og hvor mange finder sig, uden at sige fra, i den Socialdemokratiske umyndiggørelse, der består i at sige: find jer i det hele, æd lorten, men kom så til mig for trøst, aflad og mere magt i fremtiden. Dét er vejen til fascisme, afmagtens omslag i almagt, og det er det, der er korstogets ultimative endestation.</p><p>At tude på twitter er ikke uden konsekvenser, når den, man tuder til, kører sig selv i stilling som fremtidig folkefader og heroisk-herskende statsmand, på vegne af de undertrykte, underkuede, underdanige danskere, og alle de andre, der ikke selv magter deres situation, men i stedet må vende den om, blæse den ud som en vrede formidlet via staten, rettet mod hverdagens miniherskere, dem, der sætter sig, hvor de vil i kantinen, eller drister sig til lidt ulovlig saunagus, de skide arabere, der med deres afvisning af hverdagens afmagt skal muliggøre oprettelsen af staten og partiets almagt.</p><p>Lad mig slutte med en lille historie om en sådan herskerattitude, når den er bedst. En kvindelig ven, med herskergeografisk-baggrund i afmålt størrelse (det etniske net er nemlig tæt og gradueret), blev klasket i røven af en ung, dansk dreng i en metro kl. 5 om morgenen. Ham og hans venner, de var måske fem-seks, var på vej hjem fra byen og hun var på vej på arbejde. Hun fortalte mig, hun var pissenervøs; metroen var næsten tom, de var mange, de var åbenlyst sexistisk-voldsparate; de kunne gøre med hende, hvad de ville. Og så gjorde hun det, en hersker gør, det, som Vad og Co. ønsker, vi ikke skal: hun stak fyren, der havde slået hende, en syngende lussing og sagde, mens han stadig var rundtosset: ”Undskyld, men jeg troede, det var sådan vi gjorde: klaskede hinanden”.</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=e866f583609f" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
        <item>
            <title><![CDATA[Om nordic waste, suverænitet, minkskelletter og en flådeofficer i Yemen]]></title>
            <link>https://medium.com/@JPYazdani/om-nordic-waste-suver%C3%A6nitet-minkskelletter-og-en-fl%C3%A5deofficer-i-yemen-9c6160b3abac?source=rss-193cbf17a396------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/9c6160b3abac</guid>
            <dc:creator><![CDATA[Jens Philip Yazdani]]></dc:creator>
            <pubDate>Sat, 20 Jan 2024 01:43:19 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2024-01-20T01:50:57.903Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<p>Et gammelt bonmot lyder: man har et standpunkt, til man tager et nyt. Vi er vant til at sondre mellem principper og praksis. At de ikke altid er kongruente, gør ikke det store. Bare man har et princip. I Danmark har vi flere: retsstat, menneskeværd, ordentlighed. Men skeletterne, som en anden vending går, vælter, bogstaveligt talt, ud af skabet.</p><p>2.000.000 ton forurenet jord skrider. Og ligeså gør ejeren, fra regningen. De har begæret konkurs. 205 millioner kroner har staten i dens sted nu stillet som garanti. Det er penge, vi skal betale, mandetimer, vi skal bruge, på at rydde op efter den lort, de har lagt, men som det nu er os, der skal lugte til. Ejeren, Torben Østergaard-Nielsen, har ellers penge nok: 42 milliarder, i eget navn.</p><p>Dem har han blandt andet tjent på at vinde krigen i Syrien for Assad og Putin ved at — i strid mod sanktioner, vedtaget ved lov — sælge jetbrændstof i firmaet DanBunkering. 172.000 ton. En militæranalytiker sagde i den forbindelse, at ”de 172.000 tons brændstof har i hvert fald været af stor betydning for russernes evne til at flyve, og uden russernes flyvninger ville Assad ikke have vendt borgerkrigen”. Blodpenge, oliepenge, kært barn har mange navn, og så ved vi jo også alle, at de uanset ikke lugter. Modsat jorden i Randers, hvis råddenskab vi nu skal rydde op.</p><p>Mange politikere har været ude og bedyre, at firmaet selv må betale. Således de Konservatives Mette Abildgaard, der på twitter, ja, det hedder det altså stadig, skrev: ”Vi Konservative mener, at man bør afsøge ALLE muligheder, indenfor lovens rammer, for at stille ejeren bag firmaet ansvarlig! Tænk at en så velhavende mand, der har midlerne, ikke føler sig moralsk forpligtet til at rydde op efter sin egen miljøskandale. Forargeligt.”. Moral er der nok af, men måske der mangler lov. I hvert fald spekuleres der nu i, hvorvidt loven er skruet så tilstrækkeligt sammen, at man stadig kan rejse et krav, selvom den juridisk ansvarlige entitet, virksomheden, er ophørt med at eksistere.</p><p>Jeg forstår ikke helt spekulationen.</p><p>Kan vi ikke bare kræve det af ham? Klynge ham op og få ham til at punge ud ? Jeg taler her i den organiserede bande-form, vi almindeligvis kalder for staten. Kan vi ikke sende nogle panserbasser afsted og ud på adressen og bede dem hoste op? Jeg mener, om loven er dækkende eller ej, vi kan jo vedtage en ny, om det skulle være. Vise, hvor suveræniteten ligger. Folkesuveræniteten!</p><p>Eller: det fik mig i hvert fald til at tænke på aflivningen af mink. 15.000.000 slog vi ihjel. Det var da vist også uden en lov. Og med deltagelse af både rigspoliti, forsvar, hjemmeværn og beredskabsstyrelse. Et par af de drenge må da kunne håndtere en enkelt fedladen rigmand, selv hvis han kører i Ferrari. Vi har trods alt jetjægere. (Men sikkert med hans brændstof i tanken).</p><p>Under corona-situationen viste vi hvordan: det var Mette Frederiksen som suveræn, folkemoderen, hvis — som Carl Schmitt ifølge Agamben tænker suverænen — ord blev lov, idet de blev ytret. Suveræn er den, hvis ord er lov. Og i et demokrati er det altså folket. Det, folket ytrer, <em>er</em> lov. Eller endda mere end lov, for suverænen er <em>netop</em> kendetegnet ved at være den, der står udenfor loven og sætter den. Suverænen er ikke selv bundet af loven: det er tværtimod suverænen, der binder andre med den. Det er suverænen, der sætter loven, ikke omvendt. Og det gode er så: det er os, der er suveræn, vi, folket. Vores ord er lov, og endda mere end lov: de er den lovsættende suveræne magt.</p><p>Men alligevel udnytter vi det ikke, ikke engang brug af det gør vi tilsyneladende. Næh nej, loven må gå sin gang, siger vi, milliardæren må slippe, og så eventuelt lovteksterne ændres for fremtiden. Hvilken fremtid? Den, hvor jorden er forurenet, fordi milliardærer omkostningsfrit — men indbringingsrigt — har kunnet smadre den? Er det den vold, vi foretrækker? Hvor det er os, de suveræne, der er ofre? Hvor suverænt er et offer? Den, der udpeger ofret, er suveræn. Som i Kristian Bang Foss’ nye bronzealderdrama: kun høvdingen må ofre, og enhver uautoriseret ofring straffes med ofringen af udfordreren.</p><p>Det interessante er, at der iblandt den forurenede jord ligger 200.000 tons, netop, du har gættet det, mink. Eller <em>minkmateriale</em>, som miljøstyrelsen så dejligt upersonligt og abstrakt kalder det. Sådan kan ihjelslåede levende væsener, vi helst vil glemme, vi har dræbt, også omtales. Det er skeletterne, der vælter ud, jordens skeletter, minkenes skeletter, suverænitetens skelet: ud af skabet, ind i lyset, hvor det går op i røg. Det var så de mink, det var så den suverænitet, værsågod at tørre op. Det interessante er, at skabet, sprogligt, både er genstand for skeletterne og en udtræden: det er derinde, noget holdes skjult, det er derindefra, det åbenbares og kommer for en dag. Er det vores tabte suverænitet, vores afmagt i eget land, på egen jord, der spøger? Er det den, der vælder frem? der ikke kan holdes hengemt eller nede? der — som klimakrisen — skrider og skrider, mens mangemilliardæren og hans døtre står i jakkesæt, m/k, og smiler? der kigger os i øjnene, med sine egne skeletøjne, og spøger: hvem der? hvem bestemmer her?</p><p>Jeg tænker videre, kommer i tanker om andre principper, der ændrer form fra tid til anden. Under corona sagde Mette Frederiksen også, ”hvert eneste dødsfald er en tragedie”. Nu, hvor Gaza terrorbombarderes af Israel, siger hun, adspurgt om hun vil lægge blomster i sympati med den palæstinensiske civilbefolkning: ”Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre.” Eller må jeg for fremtiden foreslå: palæstinamateriale, måske?</p><p>Flere mennesker blev ihjelslåede i Gaza på et par uger, end der døde af corona — totalt — i Danmark over flere år. Dengang satte suverænen ind med alt, hvad man kunne. Et ekstremt forsigtighedsprincip, kaldte man det, i livets tjeneste. Intet skulle risikeres, selv hvis risikoen var mindre end rigmandsnosser: man valgte konsekvent at antage det værste scenario, den højeste R-værdi, det potentielt vildeste dødelighedsprocent, den største spredningssandsynlighed. Her betvivler man omvendt troværdige tabstallene og tyer end ikke til krav om våbenhvile, selv om man — selv med et ekstremt <em>u</em>forsigtigthedsprincip — er bombesikker på, at folk dør, i hobetal, når man smider tonstunge bomber i tætbebyggede og -befærdede boligområder.</p><p>Ja, man, Terma, et andet dansk milliardforetagende a la DanBunkering, supplerer endda israelerne med pyloner til deres F35-fly; det er den mekanisme, der holder og siden slipper bomben. .” Når folk dør i Gaza, er det altså fra en bombe made in Grenå. Og således kan de menneskeliv, hvis forsvinden altid er en tragedie, have forskellig værdi. Også økonomisk: nogle tjener vi penge på at slå ihjel, mens vi gerne punger ud for at holde andre i live — og i arbejde.</p><p>Ligeledes, men med omvendt fortegn, viser vi parallelt handlekraft og principiver: og sender både en fregat og en flådeofficer til angreb i Yemen. Handlefriheden og den globale kapitalisme går vi ikke på kompromis med. Det er således godt, at forsvaret har fået flere penge, så de kan forsvare os fra russerne — i det røde hav. Lars Løkke udtaler: ”Det vi har set med angreb på civile fartøjer, det rokker ved nogle helt fundamentale spilleregler i verden.”. Modsat Israels igangværende massemord, må man forstå.</p><p>Eller: det, jeg prøver at sige, er: principper er aldrig principper. Vi kan slå mink ihjel og lukke landet og sende en søofficer: men vi kan ikke få en sølle rigmand til at betale lidt håndører eller trykke på en knap i FNs plenarsal for at anmode om våbenhvile. Vi kan alt og vi kan intet. Vi mener det med menneskeværd og retsstat og naturbeskyttelse, og vi mener intet af det. Principper er magtens praksis. Det er sådan, den undertrykker os. Ved at have principper. Principper, der gør, vi ikke må og bør ty til genmæle. Principper, der gør, vi må lade os kue. Principper, der gør, at rigmænd forgyldes og vi forgældes: at danskere forældes, mens palæstinensere må dø unge. Men naturen vil noget andet; den har sat sin jord i skred og dermed skubbet lorten op på overfladen, så vi ikke kan undgå at lugte til den; her er jeres suverænitet, her er jeres selvbestemmelse, her er den guddommelige vold, som I kan mønstre — hvis I vil.</p><p>Spørgsmålet er således bare, om vi vil. Om vi vil lade en rigmand slippe, igen, om vi vil vise os som ofrene for dem, eller gøre dem til ofre for os, på naturens alter. Om vi vil agere, ikke <em>af</em> princip, men <em>efter</em> dets ordlyd og håndhæve den suverænitet, vi trods alt stadig besidder — i hvert fald <em>i princippet</em>.</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=9c6160b3abac" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
        <item>
            <title><![CDATA[Fred kræver fred — ikke militært ‘forsvar’, der ligner folkemord]]></title>
            <link>https://medium.com/@JPYazdani/fred-kr%C3%A6ver-fred-ikke-milit%C3%A6rt-forsvar-der-ligner-folkemord-3db400457c05?source=rss-193cbf17a396------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/3db400457c05</guid>
            <category><![CDATA[fred]]></category>
            <category><![CDATA[israel]]></category>
            <category><![CDATA[palæstina]]></category>
            <category><![CDATA[krig]]></category>
            <dc:creator><![CDATA[Jens Philip Yazdani]]></dc:creator>
            <pubDate>Sun, 29 Oct 2023 09:54:55 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2023-10-29T11:02:08.997Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<h3>Fred kræver fred — ikke militært ‘forsvar’, der snarere ligner folkemord</h3><p>Situationen i Israel-Palæstina er farlig, tilspidset og akut. 8.000 palæstinensere er allerede døde, siden Israel begyndte sit ’forsvar’, flere dag for dag. Og ondt bliver i øjeblikket kun værre med en efterhånden begyndt og storstilet landinvasion, hvor al forbindelse til og internt i Gaza er blevet cuttet, så hverken ambulancerne kan finde frem eller vi kan følge med, mens befolkningen mangler basale fornødenheder, såsom rent vand, hvis forsyning Israel har afbrudt, og brød, mange af hvis bagere Israel har bombet. Den sidste udvikling lyder nu, at palæstinensere har stormet et nødhjælpslager i ren desperation over at mangle blandt andet mel og hygiejneprodukter.</p><p>Vi må — som fjerne tilskuere, der alligevel er delagtige, Israel er vores ’allierede’ og aarhusianske Terma har sikret deres F35 fly evnen til at smide bomber — have ét mål for øje : freden. Og vi må have det for øje og insisterer derpå i en situation, hvor høgene ligesom jetjægerne er på vingerne og krigstrommerne buldrer. Det er altafgørende, at vi taler for fred, og at støtten til krig ikke fortsættes eller ekspanderes.</p><p>For Israels nuværende <em>course of action</em> er farlig for freden. Hvad er deres langsigtede mål? At smadre Hamas? Og så? Jeg må minde om, at det kun er to år siden, at Taleban atter indtog Kabul og magten i Afghanistan — efter 20 års forsøg på at udslette Taleban fra et samlet NATO. (Og omkring 200.000 døde mennesker og jeg ved ikke, hvor mange milliarder, eller billarder, dollars brugt på mere lidelse). Hvordan forestiller Israel sig at man militært kan udslette en gruppe, der udspringer <em>netop</em> af modstanden mod Israels uhyrligheder mod den palæstinensiske befolkning? Ved at begå flere uhyrligheder? Ville det ikke blot skabe <em>nye</em> grupperinger eller <em>ny </em>tilslutning til den gamle? Forlænge og forstærke volden?</p><p>Den eneste militære løsning, der virker oprigtigt troværdig, er den endelige løsning : at udslette Gaza fra landkortet og alle dets palæstinensiske indbyggere fra verden, sådan som flere både herhjemme og ude, inklusiv i Israel, har foreslået, mere eller mindre seriøst, og med mere eller mindre magt bag deres agt. Selv at forflytte dem til Egypten ville ikke gøre mere for freden; det ville blot forflytte fronten og skabe ufred — igen — mellem Egypten og Israel. Men er det virkeligt den løsning, ’Vesten’ hepper og håber på? Det ville være at støtte etnisk udrensning eller et folkemord. Men det virker til, at mange — skræmmende mange — enten faktisk er villige til dét, eller bare har glemt (?), at der også er andre alternativer, et fredeligt, til den militære ’respons’, det bevæbnede og bombende ’selvforsvar’, der alt for oftest fremstilles som en ufravigelig naturlov eller en nødvendig konklusion i krigens logik.</p><p>Israels nuværende kurs er ikke kun farlig for palæstinenserne, der vil dø i endnu tusindvis, hvis kursen fortsættes uændret. Og i flere ti- eller hundredtusindvis hvis kursen eskaleres yderligere mod det folkemorderiske. Kursen er også farlig for israelerne selv: ved at ’forsvare sig’ militært skaber de netop morgendagens fjender, der gør yderligere militært ’forsvar’ nødvendigt. At ’forsvare sig’ militært, her og nu, er at <em>ikke</em> forsvare sig, reelt set. Det er at sætte sig yderligere i fare, på lang sigt.</p><p>Vi skal også huske, at uanset hvor mange abstraherede og isolerende forklaringer eller henvisninger til terrorismens rene ondskab, man forsøger at bortforklare Hamas’ aktion d. 7. oktober med, så er det umuligt at undgå det faktum, at Hamas kun har sin eksistensberettigelse i kraft af Israels despoti, dets apartheidregime og 75-årige besættelse af det palæstinensiske land, der kun er taget til i både in- og ekstensitet. Det var, unægteligt, den militære løsning, Israels ’selvforsvar’, der førte til angrebet på Israel; det totale fravær af en politisk fred. (For der var ingen fred inden 7. oktober, men bare en ensidig lidelse under en uretfærdig og brutal status quo, der selvfølgelig ikke kunne vare ved, uanset hvor højt man byggede hegnet, og hvor hårdt, man slog ned med repressive midler af alle arter).</p><p>Jo større brutalitet, Israel udviser i sit nuværende ’selvforsvar’, des sværere bliver freden, des mere vokser volden. Allerede Immanuel Kant skrev i <em>Til den evige fred </em>(1795)<em>,</em> at en af dens, fredens, principper måtte være aldrig at angribe sin fjende sådan, at forudsætningen for en tillid i fremtidig fredstid blev brudt. (Man kan åbenlyst sige det samme om Hamas’ angreb, men i den her artikel kigger jeg imidlertid helt strategisk bevidst fremad; mod det, der sker nu, og det, der endnu kan ske; det, vi kan nå at stoppe eller at forandre, det det endnu er muligt at agere i forhold til. For meget kan man sige om fortiden, men dog ikke at man kan forandre den). At skabe forudsætninger for fremtidige fjender er ikke selvforsvar, eller i bedste fald er det et misforstået selvforsvar, men konsekvensen er uanset den samme : mere ufred, mere krig, vold, lidelse og død.</p><p>Det er imidlertid ikke kun palæstinensere og israelere, der sættes yderligere i fare af Israels kurs. Det er også resten af regionen — og dertil resten af verden. USA har sendt verdens største krigsskibet, et hangarskib, til området, fulgt af flere og England følger trop og sender et spionfly og nogle flådefartøjer. Så sent som fredag d. 27 bombede USA to steder i Syrien, mod iranske mål. Det var svar på bombardementer den anden vej, fra Iran mod amerikanske mål i Irak og Syrien. Situationen i Israel/Palæstina har tidligere ført til omfattende regionale krige. Det er ikke umuligt, der skulle opstå en ny. Men nu er det Iran, et land med 80 millioner indbyggere, stor regional tilstedeværelse og en stor militær organisation, der står på den anden side af slaget. Foruden en allieret og krigskammerat i Rusland, der allerede kæmper mod USA på den europæiske front i Ukraine.</p><p>Alligevel — til trods for al eskaleringen og det fortsat udgydte blod — skal man lede længe efter formanelser om besindighed blandt ’vestens’ ledere. De har mere eller mindre alle sammen reageret med mere eller mindre ubetinget støtte til Israels ’ret til at forsvare sig selv’. Nogle gange har man velvilligt accepteret, at ’det vil betyde nogle ofre’, andre gange trods alt husket at nævne noget om humanitær adgang til nødhjælp, eller respekt for krigens love. Men intet om freden (og ikke engang om en våbenhvile, som Danmark undlod at stemme for i FN d. 27. oktober).</p><p><em>Selv hvis </em>de vestlige ledere har ret, og Israel har ’ret til selvforsvar’ (også hinsides krigens love, også hvis vi ser bort fra den akutte lidelse og død, det tilfører civile palæstinensere), er det så <em>fordelagtigt</em>? Er det, selv hvis vi godtager udsagnets rigtighed, så det rette at sige? Bringer dette ’selvforsvar’ os nærmere en fred? Eller det modsatte? Og kunne det være, der var et <em>bedre</em> forsvar for Israel, nemlig fred?</p><p>Freden herhjemme, må vi også først tale om. Ikke den, der er udsat i truslen om tiltagende regional-til-global krig, men den, der allerede er truet, eller brudt. Antisemitismen, der er sprunget frem, en synagoge angrebet med molotovcocktails i Tyskland, islamofobien, der ligeledes tager til, den 6-årige amerikansk-palæstinensiske dreng, der blev stukket ihjel. Begge typer racisme er ifølge Londons politi fordoblet i løbet af den sidste uge. Ufred ude skaber også ufred hjemme. (Og ude er uundgåeligt ikke så langt fra hjemme i en verden, hvor befolkningerne er godt blandede, og folk herhjemme har familie derude og omvendt).</p><p>Men det er ikke engang kun internt i befolkningen, at ufreden er brudt ud, også i vores demokratiske institutioner viser den sig. Foruden cancel-culture forsøg på forskere og fodboldspillere fra chefredaktører i danske dagblade, der bruger sin lederplads på at bede arbejdsgivere, om det er DBU eller RUC, om ’at reagere’, har staten selv interveneret på tilsvarende vis. I både Tyskland og Frankrig, EU’s mest folkerige og politisk toneangivende lande, har staten (forsøgt og er delvist lykkedes med at) forbyde pro-palæstinensiske demonstrationer. I Frankrig er noget så demokratisk-fredeligt som ikke en-voldelig forsamling for fred blevet mødt med vandkanon, tåregas og kampklædt politi med køller. Det er det demokratiske selvforsvar in action.</p><p>Og det fortsætter : nu forsøger de franske myndigheder at forbyde endnu en demonstration med henvisning ikke blot til risikoen for gadeuorden, som de plejer, men med henvisning til den ’immaterielle’ uorden, der ligger i demonstrationens arrangører og deres kommunikation, som politiet ikke tolker som klart nok afstandtagende fra Hamas’ angreb. Siden hvornår er politiets opgave i en retsstat blevet at fortolke en forsamlings budskaber præventivt? Siden, måske, de i Frankrig, England og Tyskland også er begyndt at kriminalisere eller i hvert fald anholde folk for blot at beære symboler, der ikke er entydige : for eksempel det palæstinensisk flag eller et partisanertørklæde.</p><p>Det kommer samtidigt med, at politikere i Europa, herhjemme for eksempel Socialdemokratiets retsordfører Bjørn Brandenborg eller den unge Frederik Vad, ublu henholdvis har bedt ”Justitsministeren [om] at fä undersøgt, om demonstrationerne på Nørrebro og [i] i Århus kan ligestilles med billigelse af terror.” og selv konkluderet ”Det er billigelse af terror og kan forhåbentligt føre til udvisning for nogens vedkommende”. Politikerne i Europa forsøger at løse ufreden med udvisninger og fængselsstraffe. Og de har gødet jorden for forråelsen de sidste par år, hvor det for eksempel for nyligt er blevet muligt at fratage (dobbelte) danske statsborgere deres statsborgerskab for, netop, billigelse af terror. Retstilstanden er forflyttet, mod det ufredelige, i en sådan grad, at en dansk-iraner som jeg selv principielt ville skulle frygte en fratagelse af statsborgerskabet og dertilhørende udvisning for at deltage i en fredelig demonstration.</p><p>Jeg må minde om, at meget af sikkerheden i retstilstanden i forhold til (dobbelte) statsborgerskab og flygtninge(børn) blev indført som et bolværk netop <em>mod</em> den antisemitisme, som havde ødelagt Europa i midten af det 20. århundrede. Dødstal: i hvert fald omkring de 60 millioner. Og som jødiske Hannah Arendt skriver i sit storværk om totalitarismens oprindelse (1951), hvoraf 1. del af tilegnet antisemitismens og 2. del imperialismen, to størrelser, vi går klogt i at kende i lyset af den aktuelle situation: ”Denationalization became a powerful weapon of totalitarian politics”.</p><p>Forsvaret for Israel betyder med andre ord i Israel undergravningen af landets egen sikkerhed. Forsvaret betyder massemord på palæstinensere i Gaza. Og forsvaret for ’demokratiet Israel’ betyder i demokratiets Europa undermineringen af selvsamme demokratis mest fundamentale størrelser : borgerrettigheder og dertilhørende friheder, såsom den at ytre og forsamle sig.</p><p>Israels kurs, med bombetogt og landinvasion, fører til mere ufred. Både dér og her, hjemme som ude. Og forsvaret af dét, ubetinget, opildner til mere had, mere vold, mere lidelse og mere død. Der er ikke nogen vej udenom. Svaret — fra os, i ’Vesten’, Israels allierede — kan således ikke, aldeles ikke for palæstinensernes skyld, heller ikke for israelernes og ej heller for vores egen — være vores ubetingede støtte til ’Israels ret til at forsvare sig’, til flere militære løsninger, til mere vold og lidelse. Svaret må tværtimod være det ubetingede krav om en fred, der holder. En politisk fred, der både kan være for palæstinensere, israelere og til syvende os sidst, også os selv.</p><p>Det kræver, rigtignok, en ophævelse af apartheidstaten Israel i sin nuværende form. Og hellere end at sende nye militære forsyninger og udtale (og yde) ubetinget støtte, burde enhver ’vestlig’ regering kræve netop det: at Israel skaber de betingelser, der ikke giver grund til nye angreb, hverken fra palæstinensisk eller israelsk side (eller på europæisk jord). Det er den eneste vej at gå, hvis det er fred, vi ønsker — og ikke blot blind hævn eller mere vold og lidelse i en misforstået solidaritet. (Der er intet solidarisk i at tillade eller støtte sine allierede i at begå historiske uhyrligheder, der udover at gå udover dem, de først og fremmest går ud over, palæstinenserne, også rammer netop sin allierede, foruden en selv)</p><p>På samme vis er det utilstrækkeligt, skønt bedre end intet, at kalde på nødhjælp eller våbenhvile. Det er symptomer, humanitære eller militære, og selvfølgelig skal de behandles, men vi må have roden for øje — freden, eller netop manglen på samme. Det er den eneste måde, vi kan slippe ud af voldsspiralen på og forhindre mere fremtidig død og lidelse. Der er kun en vej at gå — mod den politiske fred, der ene og alene kan forhindre både den nuværende katastrofe og de kommende, der er selvskrevne, hvis kursen ikke ændres radikalt.</p><p>Det er ikke bare noget, jeg siger. Mange af ofrene for Hamas’ angreb er ude med de samme pointer. Som en israeler, hvis forældre var blevet dræbt, skrev: ” My parents were people of peace … Revenge is not going to bring my parents back to life. It is not going to bring back other Israelis and Palestinians killed either. It is going to do the opposite … We must break the cycle”. Hvordan kan det være, at de selv kan sige det, indefra, midt i kampens hede, tynget af den dybeste lidelse, der følger med tabet af en elsket, når vi tilsyneladende i vesten ikke engang kan forestille os den — fredens — position?</p><p>Det er vi nødt til. Og det er også det, gudskelov, som mange heldigvis gør; nemlig dem, der i disse dage trodser ufreden herhjemme og demonstrerer for Palæstina. Dem, der demonstrer for freden. Politikerne må lytte til det opråb. Om fred, virkelig fred. Ellers får vi bare mere vold, endnu mere.</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=3db400457c05" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
        <item>
            <title><![CDATA[Dollaz & Sense]]></title>
            <link>https://medium.com/@JPYazdani/dollaz-sense-1dd7573a153f?source=rss-193cbf17a396------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/1dd7573a153f</guid>
            <dc:creator><![CDATA[Jens Philip Yazdani]]></dc:creator>
            <pubDate>Sat, 25 Mar 2023 14:38:55 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2023-03-25T14:38:55.892Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<p><em>If it don’t make dollars, it don’t make sense, </em>rapper DJ Quik på et diss track fra 1994 henvendt til en anden LA-rapper, han beefede med. Men uforvarende forklarer han også kapitalismens grundlæggende logik — og årsagen til vores nuværende misère med alt, hvad den indebærer af klimakatastrofe, angst, mistrivsel, stress, forringet livskvalitet og en meningsfylde, der forsvinder ud af tilværelsen, medmindre den aktivt tilkæmpes igennem oprør og protest, selv hvis det er individuelt.</p><p>For hvad giver mening i vores tilværelse og samfund? Dollars makes sense: penge. Pengene har en underlig, uhyggelig selvforklarende kraft i verden af i dag. Som humanist afkræves man oftest svar: hvad skal du bruge det til? Udsagnet kan omformuleres og reduceres til: hvad skal du tjene? Men her sker det uhyggelige: <em>at tjene</em> reduceres til <em>at tjene penge</em>. Som om pengene er det eneste parameter for fortjenestehed. Hvad med alt det andet, man kan tjene? En sag, en ven, kærligheden, naturen, kunsten? Det er underordnet, uvedkommende. For hvad er det vedkommende?<em> Dollars</em>.</p><p>Men som Jesus allerede sagde med et utroligt klarsyn i det første århundrede i vores tidsregning: I kan ikke tjene både Gud og mammon. Man må vælge, der gives et <em>enten-eller. </em>Dollars eller sense. Ikke dollars og sense. Og slet ikke: dollars make sense. Sommetider gør de. En læge giver mening; tjener. Og får sin velbetalt sin løn. En sygeplejerske giver mening, tjener — men ikke en velbetalt løn i det dennesidige. Hvorfor denne diskrepans? Ja, det kan forklares økonomisk, selvfølgelig — men er økonomien så selvfølgelig, som vi sommetider (og især i denne tid) forstår den? Selvfølgelig ikke, it dont make sense, skønt den laver dollars. Ifølge økonomiens logik — i kapitalismens rige — er en reklamekonsulents arbejde mere værd end en skraldemands eller en jordbærplukker. I virkelighedens rige er det åbenlyst omvendt.</p><p>Og hvad med sådan en som mig, en brødløs humanist, der læser bøger, tænker tanker og skriver små tekster? Åbenlyst er det mindre fortjenstligt end at sælge våbenteknologi til Saudierne, der kan fortsætte tøndebombningen af de udtjente, udmagrede og hungernødshærgede yemenitter. Men åbenlyst er det omvendt. En bombe i hovedet på et nødstedt folkefærd har ingen virkelig værdi. Økonomisk, derimod, har den stor. Krig er en god forretning, skønt it don’t make sense. Det er grelle eksempler; men logikken gør sig også gældende generelt i det daglige som i det ekstraordinære, i det store såvel som det i det små.</p><p>Ens livsvalg i tilværelsen skal retfærdiggøres økonomisk. Hva’ koster æ’, som man spørger på jysk. Om det er at bruge tid med sine børn, gå en tur i skoven, spise frokost i det fri eller se solnedgangen, som knap nok er fælleseje længere. For hvem bor med udsigt til den? Dem, der kan betale, selvfølgelig. Men hvorfor bestemmer ens indtjening ens fortjeneste til at have en have med havudsigt? Hvorfor er det forbeholdt de formuende at holde ferie? Hvorfor har de rige mere ret til restitution og gode råvarer? Er det fordi, de arbejder hårdere, er mere fortjenstfulde, tjener mere end andre? Åbenlyst ikke; de tjener bare mere — selvom de tjener mindre. Som David Graber skrev kort inden sin død:</p><p>”Hvorfor stopper vi ikke med at anse det som værende helt normalt, at jo mere åbenlyst en persons arbejde kommer andre til gode, jo mindre bliver denne person højst sandsynligt betalt for sit arbejde”</p><p>Der er behov for et opgør med pengenes selvforklarende kraft. Kollektivt kræver det et opgør med kapitalismen, der indfører sin ubønhørlige logik med tvingende kraft, indstifter pengenes almene herredømme, indføjer profittens maksime overalt, og underordner os andre i hele vores totalitet denne totalitære styring. Men det har lange udsigter: og i mellemtiden må vi som enkeltindivider også sige fra; protestere og gøre oprør i det daglige, så langt, dybt, og bredt, vi kan, og oversat: så meget, vi har råd. For selv oprøret er ikke gratis: man skal jo leve af et eller andet imens, selv — og særligt — hvis man melder sig ud af samfundets tandhjul, quitter arbejdet eller gør noget økonomisk uprofitabelt, for eksempel at læse, tænke og skrive.</p><p>For som den tidlige kryptokonge og mangemillionær med det sigende efternavn, Sam Bankman-Fried, sagde: “I don’t want to say no book is ever worth reading, but I actually do believe something pretty close to that. … If you wrote a book, you f — -ed up, and it should have been a six-paragraph blog post.” Bemærk ordet <em>worth</em>. Det er ikke noget værd. If it don’t make dollars, it don’t make sense. Men det gør det. Og vi ved det. Nu er det blot at handle efter det — koste, hvad det vil.</p><p>Det er nemlig dyrt, omkostningsfyldt, at ikke gøre tidens fordring — pengenes instrumentaliserende — til <em>ens </em>fordring. Men måske er det nødvendigt. Og måske kan omkostningsfylden veksles til meningsfylde. Det ville være smukt, selv hvis det betød et lavere bruttonationalprodukt og et mere skrabet husholdningsbudget. Amerikanerne er paradoksalt bevidste om situation i deres dagligsprog: to afford a luxury, siger de. At have råd til luksus. Det koster nemlig, selv hvis det er gratis glæder. For de fylder ikke køleskabet og betaler ikke huslejen. Og time is — som bekendt — money. Selv vores endelige liv, der i grunden ikke er andet end lånt tid på jorden til én tilværelse, kan ækvivaleres og omsættes til penge. Og pengene til tid; for har du penge, kan du købe tid, har du ingen, må du sælge tid. Din begrænsede tid, der tvinger dig til at arbejde for en andens fortjeneste, så du kan købe blot en smule af det tabte tilbage.</p><p>Men solen står endnu på himlen, og hvis jeg skynder mig ud, kan jeg nå at fange den, inden den går ned, og selv gå rundt, mens solen så går ned. Måske kan jeg tage min kæreste med. Og måske er ramsløgene begyndt at blomstre i Riis Skov, hvor vi kan plukke et par. Det har alle råd til. Og hvis der kommer en rigmand forbi derude, så stirrer jeg ham dybt i øjnene, masser brynene ned i panden, og bekendtgør: du har ikke mere ret til solnedgangen og skoven og livet og det alle dets glæder end mig.</p><p>Det vil jeg sige, at jeg sagde til ham, til hende, der i forgårs returnerede en pakke is og et glas syltetøj, der var gået ind til overpris i en discountdagligvarebutik, fordi det så var blevet for dyrt, skønt det kun drejede sig om 14 kroner. At de rige ikke har mere ret til at leve godt end os andre. Og så vil jeg tage hende med i skoven. For selvom den ikke laver dollars, laver den sense, uanset hvor meget John Locke og de andre har prøvet at fortælle os, at den uberørte natur, jorden selv, kun er et <em>wasteland</em>, så længe den ikke udnyttes. Det passer nemlig ikke. Og vi ved det.</p><p>Det er kapitalismen, der er et wasteland, og det er på tide, vi tresspasser, transgresser og transcenderer den. Kapitalismens skal ikke kultivere jorden, men vi skal kultivere det, kapitalismen har ødelagt — med blomster, frodighed, livsglæde, kærlighed, nære relationer, dybe samtaler, god sex og radikal solidaritet verden rundt.</p><p>Så måske udflugten ikke skal være til Riss Skov. Men til Risskov. Hvor de rige bor. Og vores picnic ikke i det offentlige, det åbne, men i det private, det før lukkede, som vi nu har åbnet op. Deres haver skal blive vores. Og vores maver skal fyldes, mens vi tømmer deres køleskab, og fulder os, mens vi tømmer deres vinkælder. <em>Vores </em>haver er det nu, vores velhavere, der tidligere var vores slaveherrer, de skal ikke trælle for os, men inviteres til at nyde tilværelsen i lige så fulde drag, så længe de accepterer at den er delt, kollektiv, <em>mis en commun</em>, kommuniseret. Og ikke længere deres private paradis. For jorden blev givet mennesket kollektivt, og deres overherredømme kan kun retfærdiggøres, hvis vi vedbliver at følge pengenes selvforklarende kraft. Men den er uhyggelig. Og dansken er som bekendt et hyggeligt gemyt.</p><p>Så lad os gøre oprør. Lad os tage vores enten-eller. Og lad os ikke tjene mammon, men hinanden, naturen, kærligheden, hvad end vi ønsker. For pointen er, at det skal være os, der bestemmer vores tilværelse, ikke pengene. Jeg ønsker intet nyt herredømme, men afskaffelsen af pengenes abstrakte, af kapitalismens stumme tvang, af uværdighedens beherskelse af vores endelige liv.</p><p>Som en anden rapper, stic.man, fra Dead Prez, siger i sangen We want freedom: ”See we all want peace/but the problem is, crackers want a bigger piece/Got it where the niggas can’t get a piece”. Det er på tide, vi tager vores piece, vores del i det delte, der er jorden og livet — og gør op med pengenes selvforklarende kraft. Fra nu af er det os, der forlener tilværelsen med mening — ikke pengene. Fra nu af er det os, der bestemmer det vedkommende — ikke pengene. Fra nu af er det os, der funderer over, reflekterer over, og tilvælger det sensible, det meningsfulde — og ikke pengene.</p><p>Tidens fordring er forstummet, gjort tavs, tiet ihjel, nu sætter vi vores egen. Og går en tur med vores børn, kammerater og koner eller husbonde eller de andre vidtftremmede, der vil være med — eller også tager vi en lur og sover mere end de syv timer, kapitalismens dikterer, der er tid til, når vækkeuret ringer kl. 0630, og arbejdet kalder, mens mørket stadig står derude i sin dystre, uigennemtrængelig tæthed. Så står vi op med solen i stedet og ser en ny dag komme i det gryende daggry.</p><p>Det er på tide, at vi begynder at tjene.</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=1dd7573a153f" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
    </channel>
</rss>