<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><rss xmlns:dc="http://purl.org/dc/elements/1.1/" xmlns:content="http://purl.org/rss/1.0/modules/content/" xmlns:atom="http://www.w3.org/2005/Atom" version="2.0" xmlns:cc="http://cyber.law.harvard.edu/rss/creativeCommonsRssModule.html">
    <channel>
        <title><![CDATA[Stories by Cecilie Højlund Wibe on Medium]]></title>
        <description><![CDATA[Stories by Cecilie Højlund Wibe on Medium]]></description>
        <link>https://medium.com/@ceciliehjlundwibe?source=rss-540fc6cf09db------2</link>
        <image>
            <url>https://cdn-images-1.medium.com/fit/c/150/150/0*wW3ktRSu51wSXc-9.</url>
            <title>Stories by Cecilie Højlund Wibe on Medium</title>
            <link>https://medium.com/@ceciliehjlundwibe?source=rss-540fc6cf09db------2</link>
        </image>
        <generator>Medium</generator>
        <lastBuildDate>Sun, 22 Nov 2026 20:51:10 GMT</lastBuildDate>
        <atom:link href="https://medium.com/@ceciliehjlundwibe/feed" rel="self" type="application/rss+xml"/>
        <webMaster><![CDATA[yourfriends@medium.com]]></webMaster>
        <atom:link href="http://medium.superfeedr.com/" rel="hub"/>
        <item>
            <title><![CDATA[Anmeldelse: Premiere, Aarhus Teater]]></title>
            <link>https://medium.com/@ceciliehjlundwibe/anmeldelse-premiere-aarhus-teater-e475f1b54dae?source=rss-540fc6cf09db------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/e475f1b54dae</guid>
            <category><![CDATA[social-media]]></category>
            <category><![CDATA[instagram]]></category>
            <category><![CDATA[facebook]]></category>
            <category><![CDATA[snapchat]]></category>
            <category><![CDATA[theatre]]></category>
            <dc:creator><![CDATA[Cecilie Højlund Wibe]]></dc:creator>
            <pubDate>Fri, 02 Jun 2017 10:51:08 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2017-06-02T10:51:08.808Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<p>‘Premiere’ på Aarhus Teater foregik i ‘Stiklingen’, hed det sig, men vi var i hele teateret. Bogstaveligt talt. Jeg så forestillingen med min ledsager — men vi fulgte alligevel hver vores historie. Bogstavelig talt. Denne teateroplevelse er nytænkende, overraskende og underholdende. Og det er den på en kuldegysende, nervepirrende og tankevækkende måde. Min anbefaling er varm: Premiere er absolut se-føle-høre- og smags-værdig.</p><p>’Premiere’ handler om forberedelserne op til, og selve premieren på, en forestilling kaldet ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” Som publikum følger vi, i seks grupper af otte mand, hver vores skuespiller. Jeg fulgte den endnu kun studerende, men meget overbevisende, Anna-Sofie Fredslund.</p><p>Jeg var så tæt på hendes uforskammede begær efter hovedrollen i forestillingen, at jeg fik lyst til at gribe ind og råbe STOP! Det ville heller ikke have været svært, eftersom hun ind imellem var så tæt på, at jeg kunne høre hendes åndedræt. Eller så tæt på, at jeg kunne høre alle detaljer, da hun tungekyssede med Anne Plauborg i et ømt øjeblik, hvor man fornemmer en sult efter ægte kærlighed og nærvær.</p><p>På en imponerende troværdig måde indlemmer Anna-Sofie Fredslund mig i sin desperation efter at blive anerkendt. Efter at være noget. Efter at mærke noget. Det føles syndigt, grænseoverskridende intimt, at følge med hende rundt på gangene i teatret, lige fra sminkerummet til kælderrummet. Så intimt, at jeg gruer for at møde hende på gågaden i Aarhus en dag: Hvor akavet ville det ikke være, nu hvor jeg kender hende så godt — uden at hun ved det? Hendes præstation som skuespiller er meget overbevisende.</p><p>Nuvel, hvad skal forestillingen ’Premiere’ i 2017?<br><strong>Den vil overskride </strong>grænser for intimiteten mellem tilskuer og skuespiller. Og den gør det. <strong>Den vil skildre </strong>menneskelige knudepunkter; abort, utroskab og succes-begær. Og den gør det. <strong>Den vil ramme </strong>det altoverdøvende kulturby 2017-tema ’lets rethink’ ved at gentænke rammerne for en teaterforestilling. Og den gør det.<br>Men vigtigst af alt: Den vil ramme <em>mig — </em>og den gør det.</p><p>’Premiere’ rammer hjertet i vores stalkerliv på de sociale medier. Facebook er vores sutteflaske, instagram vores babymos og snapchat vores ostehapser. Og vi sulter altid efter lidt mere. Denne sult tilfredsstiller ’Premiere’. I uforskammede 90 minutter får vi lov at stalke løs, og dømme løs, på hver vores skuespiller. Men noget essentielt går op for mig, da jeg er på vej hjem med min ledsager… Da vi begge fortæller om hver vores skuespiller, som vi har fulgt, vælter nuancerne ind over min opfattelse af forestillingen. Det går op for mig, at jeg har taget fejl i flere af mine domme. Jeg har dannet et hélt billede ud fra kun én side af historien. Min ledsager har dannet et andet, og ved at lægge hver vores brikker på bordet, får historien helt nye farver.</p><p>Lige dér rammer ”Premiere” noget grundlæggende og alarmerende aktuelt. Både i min egen hverdag, men også politisk; ind i hjertet på Christiansborg — eller Det Hvide Hus, om man vil.<br> ’Premiere’ udfordrer vores ego-centriske tilgang til verden omkring os. Den minder os om, at verden tager form af de briller, vi ser med. Og at vi er nødt til at forstå modpartens ståsted, før vi dømmer.</p><p>Pludselig er ’Premiere’ ikke bare en forestilling om en forestilling. Den er en forestilling om vores egne forestillinger. Og det skal vi tage ved lære af — forestiller jeg mig.</p><p>Fakta-boks:<br>Spilledato: 24. maj-17. juni<br>Spilletidspunkter: Mandag til fredag kl. 17, lørdag kl. 13.<br>Varighed: 90 minutter uden pause<br>Idé: Sargun Oshana<br>Orginial tekst: Magnus Iuel Berg<br>Bearbejdelse og iscenesættelse: Sargun Oshana<br>Scenografi: Benjamin La Cour<br>Medvirkende: Inge Sofie Skovbo, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Anna-Sofie Fredslund</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=e475f1b54dae" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
        <item>
            <title><![CDATA[Anmeldelse: Jesus Christ Superstar, Aarhus Teater]]></title>
            <link>https://medium.com/@ceciliehjlundwibe/anmeldelsesbrev-jesus-christ-superstar-604e2b8e3e92?source=rss-540fc6cf09db------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/604e2b8e3e92</guid>
            <category><![CDATA[musicals]]></category>
            <category><![CDATA[review]]></category>
            <category><![CDATA[letters]]></category>
            <category><![CDATA[music]]></category>
            <category><![CDATA[denmark]]></category>
            <dc:creator><![CDATA[Cecilie Højlund Wibe]]></dc:creator>
            <pubDate>Fri, 28 Apr 2017 08:08:14 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2017-05-01T09:31:52.190Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<h4>Kære Andrew Lloyd Webber</h4><p>Jeg har netop været i Aarhus Teater for at se den musical, du oprindeligt står bag; Jesus Christ Superstar. Det er ikke mærkeligt, at den stadig fylder teatersalen — 46 år efter at den første gang blev vist på Broadway. Musikken, du har komponeret, er storslået, og selve handlingen er provokerende. Men det er ikke det, jeg vil skrive til dig om. Jeg skriver for at glæde dig med, at scenografien og lysopsætningen var i top — og ærgre dig med, at musikaliteten gentagne gange haltede i så høj grad, at du må vende dig i graven.</p><p>Du kender vel handlingen ud og ind: Vi følger Jesu sidste dage inden korsfæstelsen ud fra Judas’ perspektiv — verdens største antihelt, spillet af Mikkel Kaastrup Mathew. Den store scene i Aarhus Teater har aldrig set større ud: hele scenen, vertikalt og horisontalt, blev udnyttet. Og nogle gange var scenen delt i to etager, andre gange drejede den rundt, og enkelte gange svævede Pilatus (Jacob Madsen Kvols) og Herodes (Mathias Flint) ned fra oven. Ligeledes var kostumerne overordentligt gennemførte. Særligt vil jeg fremhæve Herodes, der blev firet ned fra oven iført en gigantisk glitrende guldkappe, der nærmest blændede mine øjne. Hans ellers frembrusende og humoristiske karakter var blot pynt på lagkagen; guldkappen alene lod ingen være i tvivl om hans overlegenhed.</p><p>Samspillet mellem scenografi og lys kan du ligeledes vide dig tryg i. På elegant vis, og på bare få sekunder, formåede lysopsætningen for eksempel at forvandle scenen fra en mørk, kold dødsdomsdramatik til en lys og varm palmesøndags-hyldest. Og Pilatus lignede, med sit spektakulære gøglerlignende kostume, en edderkop fra mit værste mareridt, da hans enorme skygge bevægede sig ned fra oven.</p><p>Men, kære Andrew, det er jo en musical, du har skrevet, så forestillingens musikalske formåen skylder jeg dig at folde ud. Jeg kan til start berolige dig med, at Jesus (Simon Mathew) og Maria Magdalene (Cecilie Stenspil) sang aldeles fremragende. Simon Mathews sikre og sprøde vokal var rollen værdig, og Cecilies velklingende silke-klang var pletfri.</p><p>Desværre var Judas blandt de skyldige. Ind imellem lykkedes han, rent sangteknisk, men lidt for ofte var hans toner så falske, at det gjorde ondt. Og det startede allerede ved hans første sang — ved starten på hele forestillingen. Allerværst gik det, da Judas og disciplene sang under ’den sidste nadver’ i starten på 2. akt. Det var så falsk, at jeg krummede tæer — ligesom når jeg ser Mr. Bean dumme sig i filmene.</p><p>Jeg må også skuffe dig med, at din velkomponerede musik ind imellem fyldte så meget i lydbilledet, at sangteksterne ikke kom til sin ret. Uanset hvor meget jeg spidsede øer, var der sangtekster, der druknede. Og da sangteksterne bærer handlingen, var det <em>kun</em> grundet mit kendskab til Bibelens beretning, at jeg kunne følge med alligevel. Det er en skam! Det musikalske skal simpelthen spille, og som minimum være tone-rent, i en professionel musical-opsætning.</p><p>Til slut, Andrew, vil jeg stille spørgsmålstegn ved denne musicals værdi i år 2017. Du og Tim Rice fik bægeret til at flyde over i den igangværende kulturrevolution, da Jesus Christ Superstar havde premiere på Broadway i 1971. Teatre blev afbrændt og skuespillere arresteret — der opstod en mindre ”Jesus-krise”. I dag, 41 år senere, opstod blot en klapsalve efter endt forestilling.</p><p>Jesus Christ Superstar <em>skal </em>ikke noget i nutidens Danmark. Den er ikke længere interessant, uanset hvor ihærdigt den forsøger at være det. Den forsøger at være en udødelig klassiker. Men den er ligeså dødelig som du.</p><p>Venlig Hilsen Cecilie</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=604e2b8e3e92" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
        <item>
            <title><![CDATA[Anmeldelse: Morph, Aarhus Teater]]></title>
            <link>https://medium.com/@ceciliehjlundwibe/anmeldelse-morph-aarhus-teater-820e94506c33?source=rss-540fc6cf09db------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/820e94506c33</guid>
            <category><![CDATA[humanity]]></category>
            <category><![CDATA[review]]></category>
            <category><![CDATA[theatre]]></category>
            <category><![CDATA[denmark]]></category>
            <category><![CDATA[animals]]></category>
            <dc:creator><![CDATA[Cecilie Højlund Wibe]]></dc:creator>
            <pubDate>Thu, 20 Apr 2017 14:01:48 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2017-04-20T14:03:01.745Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<h3>Skål! For et sveddryppende dyreshow</h3><p><strong>Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke, sige eller gøre, da forestillingen Morph nåede til ende. Min krop føltes banket og mine øjne overstimulerede. Det var et fuldstændig vandvittigt, frastødende, grænseløst og retningsløst teaterstykke. Men det var også dybt dragende. Hvorfor? Fordi instruktøren, Kristján Ingimarsson, konkretiserer, hvad det betyder, at vi mennesker, efter sigende, er instinkt-drevne flokdyr. Han formår at skralde huden af — og skære ind til benet. Og det er vigtigt…</strong></p><p><em>Af Cecilie Højlund Wibe</em></p><p>Forestillingens handlingsforløb er enkelt fortalt: Kristian Ingimarsson er selv på scenen, hvor han analyserer det bagvedliggende i menneskets adfærd ved at sætte de fem dygtige skuespillere, Kjartan Hansen, Julie Kunz, Nanna Cecilie Bang, Thomas Bentin og Kajsa Bohlin, i glasmontre. Så kan han bedre kontrollere dem. Han går bag om det finkulturelle, bag om diskussionen, bag om kaffedrikkeriet og viser det dyriske i disse almindelige handlinger.</p><p>Den røde tråd i forestillingen er svær at finde, ligesom lydbilledet skifter mellem klassisk, swing, elektronisk musik og brumme-lyde. Og vi hører kun få replikker fra skuespillerne — dyr kan jo ikke tale. Til gengæld ser vi skuespillerne udføre akrobatiske, forkromede kropslige udskejelser, der minder om Gollum fra Ringenes Herre, flyvende insekter og vilde dyr. Og vi ser eksempelvis deres drift efter kaffe, da Kristian Ingimarsson lokker med en kop kaffe uden for den glasmontre, de er fanget i. Da er de som fem hunde efter én kat. Og jeg tager mig i selv at få lyst til den kop kaffe.</p><p>Det utæmmede, instinkt-drevne menneskelignende flokdyr, som Kristján Ingimarsson griber fat i, er lammende at se på. For vi er da ikke ligeså vilde og vandvittige som de bramfri skuespillere på scenen!? Eller også vil vi ikke erkende det. Måske er vores inderste natur forklædt i den kultur, vi lever i? Måske hælder informationssamfundet så meget viden på os, at vi ikke har tid til at overveje, hvem eller hvad vi er?</p><p>Netop spændingsfeltet mellem natur og kultur skildres i forestillingen, idet skuespillerne enten er klædt i skrald eller iagttager skrald — som var det en absurd kunstudstilling på ARoS. Når de er klædt i skrald, handler naturen; de agerer som dyr på savannen; utæmmede og utilregnelige. Når de iagttager skraldet handler kulturen; de danser og cirkulerer champagneglas i hånden. Men kulturen er blot en maske, der tæmmer det vilde væsen bag.</p><p>Jeg lagde ud med at kalde forestillingen vandvittig, frastødende, grænseløs og retningsløs. Det holder jeg fast på. Men forestillingen overlever alligevel, fordi netop disse negativt ladede ord afslører sandheden bag mennesket. Min mangel på mening i forestillingen kan symbolisere mangel på mening i tilværelsen. Hvis altså der ikke findes noget ”større”. Hvis der ikke findes nogen Gud.</p><p>Hvis vi blot er her af ren og skær tilfældighed, som kemiske forbindelser, der interagerer med hinanden, så åbner denne forestilling op for et navlepilleri, vi for en gangs skyld har brug for.</p><p>For så viser den os, hvor driftsstyret, substansløs og meningsløs, sandheden bag vores kulturelle maske er. En sandhed, vi helst overser, fordi vi har så travlt med at få vores næste kop kaffe.</p><p><strong>Faktaboks</strong></p><p>Spillested: Aarhus Teater, Scala-Scenen</p><p>Spilleperiode: 11. april — 6. maj 2017</p><p>Af: Kristján Ingimarsson</p><p>Iscenesættelse: Johan Kølkjær</p><p>Medvirkende: Kjartan Hansen, Julie Kunz, Nanna Cecilie Bang, Thomas Bentin og Kajsa Bohlin</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=820e94506c33" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
        <item>
            <title><![CDATA[How a 14 years old slave changed her own life]]></title>
            <link>https://medium.com/@ceciliehjlundwibe/the-hidden-slavery-in-kathmandu-313f8490ed57?source=rss-540fc6cf09db------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/313f8490ed57</guid>
            <category><![CDATA[culture]]></category>
            <category><![CDATA[true-story]]></category>
            <category><![CDATA[this-happened-to-me]]></category>
            <category><![CDATA[future]]></category>
            <category><![CDATA[children]]></category>
            <dc:creator><![CDATA[Cecilie Højlund Wibe]]></dc:creator>
            <pubDate>Fri, 03 Mar 2017 14:10:48 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2017-03-08T08:35:58.879Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<h4>This is a true story about a 14 years old girl from Kathmandu, Nepal.</h4><p>Her name is Rabina.</p><p>Together with many other girls around her age, Rabina works in a Factory in Kathmandu every day from 5 am to 11 pm. That’s 18 hours. Every single day. Her monthly salary is 11 dollars, but often she only gets paid every third month — and she sends all the money to her family who lives in a small village outside of Kathmandu.</p><p>Rabina has been working on that Factory for 4 years, since she was 10 years old. She even sleeps at the factory. Every night she hears how the owners of the factory choose one of the girls to come outside the sleeping hall. And she falls asleep to the sound of her co-workers getting raped. All the girls know how to use a knitting needle to kill the embryo afterwards.</p><p>One day a factory owner signals that Rabina is going to be the next chosen. Scared but willing to take the risk Rabina makes a quick decision.</p><p>She flees. For 3,5 hours she runs all the way to where her aunt lives. But just as she believes that she’s now safe someone knocks the door.</p><p>The Factory owners knew she might have gone to her aunt’s place; that’s where they first got her from. While hiding under a bed, Rabina hears how her aunt denies that Rabina is there. Finally, the Factory owners leave and her aunt tells Rabina that she has to go to a place called “women at risk”. There, she’ll be safe, her aunt says.</p><p>It’s just another day at work. Another day with slum kids, women at risk and street kids in Kathmandu. While eating Dal Bhat leftovers for lunch my host dad tells us that a girl is coming in a few hours, and he emphasises we need to take good care of her.</p><p>A few hours later someone hesitantly knocks the front door.</p><p>When I open the door, I see a young girl with dark brown, round, frightened, and desperate eyes. Her whole body is shaking, even though it’s not cold. She’s wearing blue leggings, a purple blouse, red flip flaps and a colourful scarf around her shoulders. Looking at her is like seeing a little bird that has fallen out of its chest. She doesn’t speak a word in English. I don’t know enough words in Nepali to express my empathy, so I just give her a hug trying to let her feel that there’s no reason to be afraid anymore.</p><p>Today Rabina is 17 years old. She has graduated from school, she speaks fluently English, and she loves dancing and singing. A bright future is ahead of her.</p><p>But what about all the girls left behind?</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=313f8490ed57" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
        <item>
            <title><![CDATA[Life Lessons From a Drug Addict]]></title>
            <link>https://medium.com/@ceciliehjlundwibe/life-lessons-from-a-drug-addict-3fe0b2f7af94?source=rss-540fc6cf09db------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/3fe0b2f7af94</guid>
            <category><![CDATA[addiction]]></category>
            <category><![CDATA[drugs]]></category>
            <category><![CDATA[alcohol]]></category>
            <category><![CDATA[money]]></category>
            <category><![CDATA[life-lessons]]></category>
            <dc:creator><![CDATA[Cecilie Højlund Wibe]]></dc:creator>
            <pubDate>Wed, 01 Mar 2017 13:42:44 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2017-03-02T08:36:02.552Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<p>”Can I sit here?”</p><p>”Sure,” two old women reply.</p><p>The one is named Alma. She has some tiny smiling eyes behind some baggy eyelids. Her face is wrinkled like a raisin, only a few teeth have survived and above the eyelids two eyebrows stick out. Behind her there is an almost empty bottle of Captain Morgan.</p><p>The other woman is named Betrina. In a quick trice she brings up a little bag with blue flowers from her inside pocket. The bag turns out to be the source of joint. She lights up a joint that spreads out a heavy sweet smell.</p><p>Its 10 am, Wednesday morning and February-cold.</p><p>Alma and Betrina are both homeless.</p><p><strong>Grey peace</strong></p><p>They woke up early in the morning at a hostelry downtown. Now they’re sitting in this shelter that looks like a half piece of a wooden ship with the bottom up. The users of a hostelry nearby use the shelter as a place to drink and smoke.</p><p>“Here, you can drink and smoke without getting disturbed,” Alma explains.</p><p>The sound of machines from a nearby factory fights against the sound of cars from the road on the other side.</p><p>They both sit here every day.</p><p><strong>Just another minute — just another joint</strong></p><p>Alma asks what’s for dinner, and Betrina replies:</p><p>“Pork chops, sauce and potatoes.”</p><p>Alma nods as if she’s heard that sentence many times before.</p><p>Betrina points at her watch:</p><p>“In 20 minutes.”</p><p>Shortly after they are gone.</p><p>Betrina with a new joint between her fingers.</p><p><strong>Things, things, things</strong></p><p>On my way home the smell, impact and picture of Alma and Betrina stick to my mind.</p><p>Poor addicts, I tell myself. I’m glad I’m not living under those conditions. I should be more thankful.</p><p>Riding my bike through the city I pass by several shops with cool things. When I consider whether I should stop and find a good offer I realize: I buy more things that I actually need. I throw out things as if they were finished smoked joints. I have got a whole storage room in my basement packed with things. Things, things, things. Things I don’t use. Things I don’t need.</p><p>If overspending is an abuse, then I’m not better than Betrina and Alma.</p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=3fe0b2f7af94" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
    </channel>
</rss>