<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><rss xmlns:dc="http://purl.org/dc/elements/1.1/" xmlns:content="http://purl.org/rss/1.0/modules/content/" xmlns:atom="http://www.w3.org/2005/Atom" version="2.0" xmlns:cc="http://cyber.law.harvard.edu/rss/creativeCommonsRssModule.html">
    <channel>
        <title><![CDATA[Stories by Emil Winther on Medium]]></title>
        <description><![CDATA[Stories by Emil Winther on Medium]]></description>
        <link>https://medium.com/@emilwinther?source=rss-31eea93dc0ff------2</link>
        <image>
            <url>https://cdn-images-1.medium.com/fit/c/150/150/0*ICQdYgB74WOpW1_F.</url>
            <title>Stories by Emil Winther on Medium</title>
            <link>https://medium.com/@emilwinther?source=rss-31eea93dc0ff------2</link>
        </image>
        <generator>Medium</generator>
        <lastBuildDate>Thu, 19 Nov 2026 18:01:29 GMT</lastBuildDate>
        <atom:link href="https://medium.com/@emilwinther/feed" rel="self" type="application/rss+xml"/>
        <webMaster><![CDATA[yourfriends@medium.com]]></webMaster>
        <atom:link href="http://medium.superfeedr.com/" rel="hub"/>
        <item>
            <title><![CDATA[Cirkler]]></title>
            <link>https://medium.com/@emilwinther/cirkler-456534987ca1?source=rss-31eea93dc0ff------2</link>
            <guid isPermaLink="false">https://medium.com/p/456534987ca1</guid>
            <dc:creator><![CDATA[Emil Winther]]></dc:creator>
            <pubDate>Thu, 27 Sep 2018 15:21:44 GMT</pubDate>
            <atom:updated>2018-09-27T15:21:44.332Z</atom:updated>
            <content:encoded><![CDATA[<h3>Jeg er ikke på vej</h3><p>Jeg er ikke på vej,<br> imens jeg falder ud over mit sinds bagtrappe.<br> Jeg er ikke skudt i min munds rose,<br> imens jeg bader dig i blomster.<br> Jeg er ikke her for at eje,<br> men for at bruge det,<br> du låner<br> og stikke af i et blink.</p><h3>Havregrød chocolate edition</h3><p>Våde drømme drypper fra det elastik, som jeg har spændt ud imellem sommeren og efteråret.</p><p>På elastikket har jeg monteret en svævebane, som jeg suser afsted på i et lilla slangejakkesæt og spreder turkise blomster ud over dalen under mig fra. Det regner champagne fra en skyfri himmel.</p><p>I suset giver jeg slip med arme og ben og hænger til sidst kun fat i en hånd, imens jeg smiler tilbage til universet, hvor solen hænger på en krystalblå scene med armene i vejret.</p><p>Jeg løber mod solen også med udstrakte arme, og hun smelter ind i mig, imens jeg synger en sang og begynder at skyde nok honning ud af øjnene til, at Mælkevejen er klar til at blive varmet op på min brændeovn, som vi sidder foran og gynger mod hinanden, ind i hinanden, over hinanden.</p><p>Du falder i søvn i mine arme, og mine arme falder i søvn i dig. Dine drømme sender mig ned af floder i USA og hjælper mig med at oversvømme gaderne i New York, så alle kan gå i stå, og vi kan ride på King Kong til Alaska, hvor du vågner, og jeg har lavet havregrød chocolate edition med valsetakt og forårsakkorder.</p><p>Udenfor bygger ulvene rumfærger og vil have konsultation, men det er søndag, og vi hviler frem endnu.</p><p>Godmorgen</p><p>Jeg læner mig tilbage</p><p>i en sky af sommerfugle</p><p>Blinker vingerne i</p><p>fra fremmedes smil i skoven</p><p>Min egen tosomhed</p><p>logrer utrofast mod Himlen</p><p>Jeg surfer i bølger af jordbær</p><p>til exit-scener fra en film</p><p>mellem Asdal og Bindslevs strawberry fields forever</p><p>findes Berlin og Cape Town</p><p>Oranjezicht. Oranienstraße. Bindslev Tversted Idrætsforening.</p><p>Namibiske prinsesser mod nord</p><p>Fairview Avenue mod højre</p><p>Flat white. Uber Black.</p><p>En Lærke i sengen er bedre end ti måger fra Hirtshals</p><p>Husk at trække vejret</p><p>imellem forholdsord og ord om forhold</p><p>Så handles der, så der spildes ud over mit bæger</p><p>potpourri regnbue volatility</p><p><em>fin</em></p><p>Drevet sammen af forkullethed</p><p>rasler bække af kaneldrømme</p><p>toppen af benzinflammende rodfrugters<br> tavhedstolke</p><p>Udskuret til sønder<br> oplyses ravdiagrammernes brostensvægge<br> knivlydt på en tubaraket<br> rundt om solens neglebånd</p><p>Hudsmurt frokostlænd<br> slikkes af sandtunge<br> forbi dine indsunkne strudselæber</p><p>Mandskor svarer på spørgsmål om kvittering eller ej,<br> imens lamperne stjæles af en kat med hang til fløjlskæder<br> og brint</p><p>Og jeg synker frem til svitsning</p><h3>Limbic systems</h3><p>Jeg svæver i spiraler langs snedrivers kurver af galaktisk kvindelig energi mod en ligevægt af gråd og sprøjtende hop over kløfter af medicinsk depression og prænatal Alzheimer’s</p><p>Holder fast med et niv om flygtende horder af zebraballer på surfbræt til Overvandskommissionens store fortvivlelse, men ræveslagterierne blev boykottet af Månefolket, og jeg tænder cigarer rundt om et elfenbensbord med en saxofon af gas og litausk folklore</p><p>EUDAIMONIA — giv min neocortex fred, og lad mine andre cirkler af systemer slubre kaffe og smil med øjnene, som var det sommer og alle minusser plusser ganget med hældningen af en kvindes lænd</p><p>Helt på knæ indånder jeg skovbundens euforiserende, dampende bundløshed og skider højt og helligt i angstproducenternes Villeroy &amp; Boch-troner</p><p>Opsamlingscentre for tordenregnbuernes fingerknips — der vil jeg bo</p><p>Jeg er et ukrudt, der gerne vil spredes ud i universet.</p><h3>8</h3><p>Jeg falder ned af den sti, som jeg skaber, kysser skråningen i min vægtløshed — intet er formen på den bevægelse, der skubber mine øjenlåg op, trækker mit vejr ind, så jeg holder fast</p><p>i en trapez glider jeg gennem en koncertsal, hvor flygelet synger cirkler, ingen strukturer, der ikke er billeder, som jeg skaber, der sprækker i kanten, så universets indifference trækker hen over min hud som fra et utæt vindue i en drøm</p><p>så jeg skriver mit eget matrix, både begyndelsen, midten og slutningen, imens jeg ser min hånd skrive fra mine øjne, så ser jeg over skulderen på mig selv, og fra den åbne dør i rummet ser jeg mig selv kigge mig selv over skulderen. Samtidigt sidder jeg i bilen i indkørslen, imens jeg hænger i en rumdragt i orbit om Jorden… fra Venus vinker jeg til mig selv</p><p>dybden af luftbaserede kys i forhold til tid og andre rødmende dimensioner, når det hele er matematik og nye tanker i udskydelsen, udsættelsen af forklaring på ligningen, der væver sig sammen med hverdagspsykologi, mine cirkler, tusind cirkler om hinanden, tusind improvisationer, der bliver afspillet samtidigt</p><p>min meditation skriver en melodi, en streg, der er en trekant, som dør</p><h3>Sort sol</h3><p>Jeg sidder på en stol placeret på en uendeligt lang lygtepæl kilometerhøjt oppe i luften i en sky af sorte fugle. Himlen er grå, den sorte sol er stærk. Fuglene er dansere. Op af væggen sidder jeg og ser dem øve. Øvelsen varer ved for evigt. Processen er destinationen.<br> Så jeg identificerer mig med universets indifference. Manglen på forskel mellem mig og alt andet. Mit ego, en lommelygte, bryder ud i lys luge. Spredt i partikler over hele Jorden og i lys på vej væk herfra stopper min bevidsthed i et åndedræt.<br> At se mig selv blive født ud af min mor. Min far. Hjørring Sygehus på en augustdag. Søstre. Tversted. Havet var stort. Æbletræet over mit hoved. Vinter og så sommer igen. Jeg er gæst.</p><h3>fanfare til elementerne</h3><p>Mørket omslutter mig her i Norden. Jeg er et stearinlys. Jeg er en fakkel.</p><p>Jeg er et stearinlys igen. Så igen en fakkel.</p><p>Jeg er et bål. Jeg er et Sankt Hans-bål. Jeg er en skovbrand. Jeg er en kontinentalbrand.</p><p>Jeg har sat hele kloden i brand. Også solsystemet. Mælkevejen også. Hele vores klynge af galakser står i lys luge. De sorte huller løber skrigende væk, imens hele universet smelter,</p><p>Og jeg skyder, eller scooter eller glider eller et eller andet andet synonym ud og væk og igennem universets ydervæg og ind i et parallelunivers,</p><p>Jeg forsvinder videre væk, indtil jeg kan se hele klyngen af paralleluniverser</p><p>– og hele klyngen af klynger af paralleluniverser</p><p>Indtil jeg sætter mig op ved bålet og kigger på glaskuglen i min hånd, jeg er en stenaldermand på en bjergtop for 20.000 år siden</p><p>Jeg er en magiker, og jeg rejser mig på bagben og kaster mit brøl ud over dalen og stjernerne og nordlyset, og hvalerne hilser mig fra fjorden og giver hinanden våde kys i deres fælles underbevidsthed</p><p>Glimt</p><p>Jeg har masser af cirkler at se til, men jeg er en firkant.</p><h3>Sag</h3><p>Med mine medræve lunter jeg med snuden i skovbunden, men glider langsomt fra flokken og ned af en bakke, hvor mit firehjulstræk sænker mig hen til bækken, hvor reflektionen i vandet får mig til at smile træt til mig selv, og jeg sænker et ben ned under overfladen, derefter det næste og lader mig glide ned under</p><p>på den anden side vinkes mine øjne op på en markedsplads af neongrønne rytmer, der udveksler bølger med hinanden, og jeg træder ind under et telt bag en bod og viser alle mine tænder til en potentiel kunde, som griber fat om min ene hjørnetand og hiver sig selv indenbords</p><p>kunden hedder alt muligt og sætter sig til rette ved mit indre bord, hvor en tjener på rulleskøjter kommer og vælter hen over bordet, så alt maden, vinen og bestikket flyver ud over det hele, og der er forvirring og en akavet stemning og en time-out; hey, vent, hov, stop, stands lige, udskyd det hele</p><p>og i udskydelsen kommer der et tomrum, som alt det, som jeg har skrevet ovenover, bliver suget ned i og omdannet til en genstand, som du holder i hånden lige nu — om du vil det eller ej</p><p>og mere har jeg ikke at sige om den sag</p><h3>Fluks</h3><p>jeg vender øjnene mod vinden</p><p>danser med en gut, der løber på stranden</p><p>åh, at være en måge</p><p>så ville jeg give min anerkendelse til dig,</p><p>du farveglade</p><p>sprøde bække og kilder</p><p>flyder over af blomster</p><p>alle mine venner</p><p>kigger nu på Månen</p><p>åh, at være på Månen</p><p>så ville jeg danse med alle månefolkene</p><p>spille op til deres fester</p><p>med en sax så skarp</p><p>at den ville blinke til dig på Jorden</p><p>og få en melodi til at sætte sig fast i dine tanker</p><p>regnbue</p><h3>Ræveflugt</h3><p>Jeg går rundt på Grønland i bare fødder på toppen af et fjeld, hvor jeg har slæbt liget af min far med mig i en lille rød trækvogn. Da vi er nået op på det højeste punkt på fjeldet, spørger jeg: “Hvad så nu, far?”. Det ved jeg ikke, svarer han inde i mit hoved. Jeg sætter mig oven på min far, og med benene skubber jeg til trækvognen, så den ryger ud over kanten, og vi kælker ned til bygden, hvor man kan høre en kontrabas spille inde fra den lille bodega. Vi går derind og sætter os ved baren, imens vi snakker om musikken, der bliver spillet i bandet og om kontrabassisten. Han bruger tre fingre på højre hånd i stedet for kun to til at slå strengene an med, ligesom NHØP. Min far går op og sætter sig ved klaveret, og jeg tager en tenorsax, der står ved scenekanten. Sammen spiller vi et par svenske folkeviser. Publikum består af alle mine ekskærester og tidligere affærer. Jeg stopper med at spille. Min far begynder at spille en mere dramatisk melodi på klaveret. Jeg kigger ud på kvinderne. Vi stirrer på hinanden. Så bukker jeg mig ned og samler en lille metalstav med en knap på op. Hver gang, jeg trykker på knappen, så bliver en af mine ekskærester skudt ud igennem taget, fordi der under deres stol er en katapult til hver af dem. Da den sidste har forladt rummet, så går jeg op i baren igen, hvor mine venner sidder. De fleste af dem har drukket sig ihjel, og jeg kysser deres pander. Så går jeg udenfor og kigger op mod himlen, stjernerne og nordlyset. Jeg danser kort et par trin til musikken fra min fars klaver, men det virker åndssvagt, og jeg stopper igen, går helt ned til bugten og lægger mig med ryggen først i det blikstille hav, imens nogle fugle flyver over mig. Langsomt driver jeg til søs, og idet solen bryder frem på horisonten, så har jeg allerede kysset alle havfruerne</p><p>Min pik er en skibsmast</p><p>på kongeskibet Danmark</p><p>Hvorfra et blodrødt sejl er spændt ud af vinden,</p><p>og dets milde summen høres</p><p>i lysningen i skoven,</p><p>hvor jeg har bygget et fort</p><p>med hjælp fra skovens ulve som arkitekter</p><p>froder det frem i marmor</p><p>Du er ikke gravid, du har allerede født</p><p>Et elskovstrofæ, der har tændt universet</p><p>I fortet er der et observatorium</p><p>med en omvendt kikkert</p><p>så rumvæsner kan se</p><p>og høre radiobølger fra mikrofonen,</p><p>der er det leje, som vores hud rører</p><p>Der kommer kultiske sekter på fjerne soles planeter,</p><p>som bruger dit ansigt på de skjolde,</p><p>som de danser med om Sankt Hans-bålene</p><p>Jeg har ikke spist i tolv timer</p><p>ud over saften fra dit skød,</p><p>som jeg presser ud</p><p>med et bowlinggreb</p><p>Et baseball-bat, en kæp, et birketræ</p><p>spækket til bristepunktet med birkesaft,</p><p>der vil risle ned over din gane</p><p>og bade hele din krop</p><p>med mineraler fra jorden under bjergene</p><p>Flere generationer synger i kor</p><h3>FRIKTION</h3><p><strong>Langsomt snubler jeg baglæns ud af døren til din lejlighed, indtil det til sidst kun er friktionen mellem vores læber, der afholder mig fra at vælte, og til sidst slippes vi fra hinanden med lyden som fra et knips i en tom badmintonhal, og jeg giver et lille skub med mit ene ben, så jeg saltomortaliserer ud over afkanten ned i Københavns havn</strong></p><p>hvor jeg lander med et plask, der straks afbrydes af mine motorer, der skyder i gang, så jeg snurrer som en torpedo ud og afsted mellem Danmark og Sverige afsted, op over Skagen, med lystig fart forbi England, ud for Afrikas kyst med kurs direkte mod Rio de Janero</p><p>og jeg springer op af vandet som en delfin og lander på kajen, hvorefter jeg sprinter over mod det lokale marked, hvor jeg grådigt begraver mine hænder i pose og sæk af mandler og rosiner, der fortjener at blive tygget på alle sammen på en gang, så de ryger ud over mig, og jeg skubber videre ned i halsen med begge hænder</p><p>indtil jeg hører nogen råbe af mig, og jeg springer straks op over et hegn her, op på et tag, op på en bygning, og jeg løber fantastisk, imens vagter og andre på gaden følger efter, men jeg løfter en abe op, en under hver arm, og flere aber kommer til, de holder om mine ben og hoved, jeg løber videre, vægten af aberne begrænser mit løb, men jeg er ligeglad.</p><p>Jeg antændes og aberne skriger og løber brændende væk, stor forskrækkelse, jeg evaporerer, omdannes til lys og skyder ud mod himmelrummet, hvor Solen forsvinder i min baggrund, Mælkevejen er væk i et glimt, tusinder af galakser forsvinder bag mig, ligefremme er et sort hul, og jeg forsvinder ind i det</p><p>og på den anden side kommer jeg ind i et univers, hvor alt er som i en fabrikshal med gennemsigtige kasser i tusindvis stablet på hinanden, og hver kant på kasserne boomer af en anderledes energi, som jeg må nærmere, og jeg spreder mine ben om en af kassernes søjler og bliver langsomt absorberet ind i den</p><p>og nu bliver farten sat op igen, og jeg ser, hvordan der må findes en udvej, men kassesystemet er en uendelig labyrint, men jeg prøver alle mulighederne, og til sidst er min fart så høj, at jeg suger hele kasseuniverset til mig, og jeg kan mærke, hvordan energien om massen bliver mere og mere koncentreret og til sidst</p><p>IMPLOEKSPLODERER DET HELE, og jeg skyder massen fra mig, imens jeg tager ethvert lille sandkorn i massen op og studerer det for til sidst at finde Jorden i blandt dem, hvor livet stadig er en stor pøl af amøber, og jeg spinder jorden rundt, så årene går,</p><p>og jeg ser dig blive født, klækket ud og din første skoledag og krigen i Kosovo og du bliver mindre uskyldig og jeg ser dig på tværs af bordet i gaden i solen i rammerne i alt det hele og resten af intet og materien og massen og jeg tager dig hjem til dig og vi er sammen og vi siger farvel<br> og langsomt snubler jeg baglæns ud af døren til din lejlighed, indtil det til sidst kun er friktionen mellem vores læber, der holder mig fra at vælte.</p><p><em>FIN</em></p><img src="https://medium.com/_/stat?event=post.clientViewed&referrerSource=full_rss&postId=456534987ca1" width="1" height="1" alt="">]]></content:encoded>
        </item>
    </channel>
</rss>