Hul
Shabnam Azizi, jordemoderstuderende
Jeg har et hul. Det har jeg haft lige siden, jeg blev født. Jeg har aldrig rigtigt forholdt mig til det. For hvor går man hen, når man skal finde sig selv, men støder på et sort, mørkt hul. Jeg er en krop. En krop med et hul som er blevet så fremmedgjort over for min egen kvindelighed, at jeg ikke længere tør at søge ly i den. Jeg føler, at jeg har mistet mig selv til et hul, som ikke længere tilhører mig. Det har aldrig tilhørt mig.
Den dag, de fandt hullet i mig, proppede de det til med skam. De sagde, kroppe som er født med et hul, er kroppe som er født med skam. Jeg har skammet mig siden. Hullet var der stadig. Jeg turde ikke prikke til det. Det var der bare. Som en del af mig. En del af mig som blev til en fremmed, fordi der var et ukendt hul i mig.
En dag begyndte hullet at bløde. Det blev stoppet til med et bind, som sugede al kvinden ud af mig. Skammen fra hullet blev suget ned på et bind. Ikke de der økobind. Det billigste bind. Fordi jeg skal betale for at skjule min kvindelighed. Selvfølgelig skal jeg det. Jeg proppede bindet i mine trusser en gang om måneden. Jeg lærte at smile mens jeg skjulte min kvindelighed. Stopper hullet til med kemikalier. Det kvæler skammen. Jeg gør det bare. Fordi det er det jeg skal. Stop kvinden tilbage.
Get FRIKTION’s stories in your inbox
Join Medium for free to get updates from this writer.
En dag skiftede jeg mit hul ud. For jeg skulle have et nyt. Nu var jeg en ung kvinde. Jeg fik det tilbage. Det var indpakket i en hinde. Nix pille fra nu af. De siger, at alt hvad jeg er, fra nu af ligger i det hul. Imens fortæller de mig, at hullet i min krop ikke tilhører mig. Det tilhører et lagen. Det tilhører en myte. Det tilhører en mand. Hullet tilhører alle undtagen mig.
Et andet sted fortæller de mig, at skammen flyder ud af mig, så længe hullet er åbent. Jeg skriger på den stilhed, som forrådte mig, mens kvinderne syer min nye krop sammen igen. Hvis ikke de ser hullet, ser de ikke skammen. At jeg er for meget kvinde, hvis det eksisterer. Ingen mand vil ønske sig mig, hvis jeg ikke skærer noget af kvinden fra mennesket.
De siger, at kvinden i mig ikke må sige nej. Min kvindekrop bærer både på en kvinde og en krop. To separate ting holdt sammen af et hul. Når kvinden siger nej, fortæller de, at min krop ikke er min egen. Jeg må ikke bestemme, hvad jeg tager på. Hvad jeg dækker af og til på en krop som er min. Til sidst siger de, at det var hullets skyld. At skylden ligger mellem mine ben og ikke deres.
Det hul, som bor i min krop, er blevet taget fra mig så mange gange. Et bind. En myte. En skam. En ære. Et ry. Der ligger så forbandet meget i det hul. Så meget at der ikke er plads til mig. Jeg er blevet fortalt, at mit hul gør mig skrøbelig. At min kvindelighed er sårbar. At jeg skal passe på det. Være forsigtig. Som fint porcelæn ingen må røre ved. Hvis det skulle ske, er jeg selv ude om det. Jeg er jo kroppen med hullet.
Mit hul forvirrer mig. Må kvinden i mig godt være forvirret over en krop med et hul, som jeg har båret rundt på i så mange år? Hvordan lærer man at elske noget så komplekst. Noget der kan bære på så meget had og så meget kærlighed? Jeg er træt af at alle tager mit hul fra mig. Jeg vil have mit hul i fred. For mig selv. Det er på tide at det bliver en del af mig.
I dag står jeg i et fag, hvor jeg dagligt ser på huller. Jeg ser kvinder med huller. Og der kommer liv ud af dem. Jeg hører historierne og ser, hvor forskellige de er. Det hul, som alle os kvinder er født med, er ikke ens. En dag kommer du til at give det videre til din datter, og jeg til min. Et hul. Ikke et forbandet hul. Bare et hul. Forskellige huller i forskellige kroppe, som tilhører kvinder. Både kroppen og hullet.
