Under Construction
I DR3-programmerne ’Kære dagbog’ og i forestillingerne ’En pinlig affære’ på Nørrebro Teater læser voksne op af deres teenagedagbøger. Dagbogen muliggør konstruktionen af et idealiseret jeg, og oplæsningerne åbner op for et arkiv af skam-affekter, som imidlertid ikke udfoldes fuldt.
Emilie Fuglsang
På scenen i foyeren på Nørrebro Teater står Thomas og læser op fra den dagbog, han skrev, da han var 14, og allerhelst bare gerne ville være punker og tynd — eller Anne Marie Helger. Teenage Thomas deltog i demonstrationer på Rådhuspladsen, men gemte sig på Burger Kings toilet, når det blev for blodigt, han fik øjenbetændelse af et forsøg med Michael Strunge-lignende eyeliner, han ville gerne være med i et band, men gad ikke rigtig det med musikken, og så savnede han af og til at ligge i sin seng, mens hans farmor læste op af Mumitroldene. Med referencer til Wham, Barsebäck og postordrekataloger tegner hans oplæsning et billede af 80’erne, der er så stereotypt, at man skulle tro, det var fiktion.
Thomas er den sidste af aftenens i alt syv oplæsere, der har valgt at dele deres dagbøger i forestillingen ’En pinlig affære’ på Nørrebro Teater. Forestillinger er sat i værk af Rebecca Svensson og Stinne Skovbjerg og beslægtet med programmerne ’Kære dagbog’ på DR3. Oplæserne er alle et sted i 20’erne eller 30’erne, og på skift læser de op af deres teenage-jegs inderste tanker, håb og drømme.
Er det ok at have telefonsex med Kenneth?
Oplæsningerne vidner om to ting. For det første at det at skrive dagbog er en fastholdelse af et levet hverdagsliv. Opremsninger af hvad man har lavet, hvem man har været sammen med, hvad der er blevet sagt. Én sover med sin telefon over øjnene, så hun med det samme opdager, når der tikker en sms ind fra kæresten, som er på ferie i Italien, og som hun savner i VERSALER. En anden overvejer, hvor meget man egentlig kan tillade sig, når man er kristen, men også har rigtig meget lyst til sex. Er det fx OK, at have telefonsex med Kenneth, som man aldrig har mødt? En tredje sender svulstige og højstemte rejseberetninger hjem fra en tur rundt i Europa, og en fjerde giver sine dagbøger navne.
For det andet skriver man dagbog, for at bekende sine inderste tanker, drifter og følelser, for at give indrømmelser af den slags, man ikke bekender til andre levende mennesker; det beskidte og forbudte, det der afviger fra normen (eller som man tror, afviger fra normen) og det, der er forbundet med skam og pinlighed, og som ville afføde sanktioner i form af andre menneskers fordømmelse, afsky og venden-sig-væk ude i virkeligheden.
Dagbøgerne er intime detaljer fra teenagelivet, men de er også letbenede, hurtige og hylende sjove i al deres dramatiske højspændthed.
Dagbogen som spejlstadie
Dagbogsskriveri har en tredje og overordnet funktion. Dagbogen bliver nemlig en måde at skrive et selv frem på. Og dette gælder måske særligt for teenagere, der er midt i en opbrudstid, hvor den man var i barndommen langsomt opløses og forsvinder, og man skal til at finde en ny måde at være i verden og sig selv på. Når man skriver dagbog konstruerer man et jeg ved at fremskrive det billede af sig selv, man gerne vil spejle sig i og have at andre ser.
Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan bruger begrebet spejlstadiet om det udviklingsstadie, hvor en baby bliver bevidst om sit eget spejlbillede og igennem det oplever sig selv som hel og fuldkommen. Identifikationen med spejlbilledet opleves som en måde at være i kontrol over hele selvet på. Når teenagere skriver dagbog er det en lignende spejlstadieproces, der udfoldes. fra siderne. Gennem bevidst eller ubevidst udvælgelse af historier og ord får teenageren mulighed for at afprøve forskellige masker og danne erfaringer med nye identifikationsmuligheder.
Dagbogen har altså en dobbelthed. Vi opfatter den traditionelt som det sted, hvor vi kan være ærlige og helt os selv, med alt hvad det indebærer. Men samtidig er dagbogen et konstrueret billede af den Anden, som vi ønsker at spejle os i. Den er lige dele os selv og den, vi gerne vil være.
Blotlæggelsen af skam og pinlighed
Når dagbogen fungerer som spejl for det, vi gerne vil være, er det også oplagt, at den bliver et medie, hvorigennem vi kan korrigere os selv og vores handlinger. Filosof og historiker Michel Foucault skriver om pastoralmagt, som en disciplinerende magtform, hvor pastoren gennem spørgsmål leder individet i en bekendende selvransagelse, der fører til en retten ind under de givne samfundsnormer.
Get FRIKTION’s stories in your inbox
Join Medium for free to get updates from this writer.
Skam og pinlighed er affekter, som kun muliggøres af vores interaktion med andre. Man skammer sig og føler pinlighed i kraft af andres blik på én og får på grund af det lyst til at gemme sig væk. Netop derfor kan skammen og pinligheden også forløses ved at vise den for andre. Dagbogen kan fungere som selvdisciplinerende pastoralmagt, hvor man bekender sin skam og pinlighed for en Anden og derigennem oplever en lettelse eller forløsning med ønsket om at handle anderledes i fremtiden. Dagbogen fungerer altså som et menneskeliggjort medie, som muliggør en selvundersøgelse og forløsning.
Affektivt potentiale og tidsmæssig forskydning
’Kære dagbog’ på DR3 og forestillingerne på Nørrebro Teater ligger i forlængelse af det amerikanske koncept ’Mortified’. Tendensen med offentlige dagbogsoplæsninger opfattes af nogle som et modsvar til de sociale medier, hvor kun det positive, perfekte og rosenrøde får plads. I de offentlige dagbogsoplæsninger opstår derimod et refleksivt fællesskab om det pinlige, grimme og skamfulde. I en artikel i Politiken skriver journalist Marie Carsten Pedersen: ”Det fungerer nærmest som en gruppeterapi: »At tage det, du engang skammede dig over, og tage magten over det og le ad det — det er essensen af, hvad ’Mortified’ handler om«, siger han [en af producerne bag ’Mortified’]. Mens en af oplæserne, Amy, fortæller, at det at »dele min skam med andre er at holde op med at skamme sig. Jeg deler min historie, ikke fordi den er speciel, men fordi den er universel«”.
Og måske er det netop i oplæsningen for et faktisk publikum, at dagbogen bevæger sig væk fra den selvdisciplinerende pastoralmagt og bliver et fænomen med affektivt potentiale, hvor man står ved skammen og pinligheden uden et løfte om senere selvkorrektion og derigennem bidrager til et arkiv af skam-affekter.
På den anden side skaber den tidsmæssige forskydning, mellem dengang ordene blev nedfældet og nu, hvor de læses op, en klar distancering. Der en skarp dobbelthed i det at læse sine egne teenagedagbøger op for et publikum. Man både står ved sit tidligere jeg og udstiller det. ”Du er mig, men du er ikke mig” er den grundtanke, som oplæsningen kræver. Efter x antal år, kan man holde sit tidligere selv ud i strakt arm og grine (kærligt) af hende. Det er der noget nænsomt og forløsende over. Som Signe Jungløw, en af de medvirkende i både DR3-programmerne og teaterstykket fortæller i Marie Carsten Pedersens artikel: ”Jeg får sådan en egenomsorgsfølelse. Jeg får lyst til at gå tilbage til den her pige og sige: Hey, du er god nok. Alle mine usikkerheder, alle de grimme ting fra dengang, dem tager jeg nu og holder af”.
Men distanceringen lukker også muligheden for for alvor at tage skammen og pinligheden på sig. Derfor har jeg svært ved at se, hvordan koncepter som ’Mortified’, ’En pinlig affære’ og ’Kære dagbog’ til fulde skaber rum, hvor disse affekters potentiale kan udforskes. Jeg gad godt se den 13-årige, der ville stille sig foran 50 jævnaldrende og læse op af de ord, hun skrev i sin dagbog i går. Uden det tidsmæssige filter, tror jeg for alvor et affektivt fællesskab kunne foldes ud.
’En pinlig affære’ spillede på Nørrebro Teater den 15. maj. Forestillingens sæson er ovre, men tilmelding til nye oplæsninger er mulig på pinlig@nbt.dk.
’Kære dagbog’ vises på DR3 mandage kl. 21.30.
Emilie Fuglsang er cand. mag. i Retorik med tilvalg i Kønsstudier
[box]
Litteratur
Lacan, Jacques (1973). Det ubevidste sprog
Foucault, Michel (1982). “The Subject and Power”
Pedersen, Marie Carsten: ‘”Indtil videre behandler vi mit skridt, som om det er svamp”’, Politiken den 18. april 2015
[/box]
